Agnes Henningsen, født Andersen, (1868 –1962) var forfatter, samfundsdebattør og kvindesagsforkæmper.  Og mor til Poul Henningsen.  Hendes erindringer har trøstet anmelderen Lilian Munk Rösing og og inspireret digteren Pia Juul.
Foto: Holger Damgaard

Agnes Henningsen, født Andersen, (1868 –1962) var forfatter, samfundsdebattør og kvindesagsforkæmper. Og mor til Poul Henningsen. Hendes erindringer har trøstet anmelderen Lilian Munk Rösing og og inspireret digteren Pia Juul.

Bøger

Lilian Munk Rösing: Agnes Henningsen kunne skrive, så angsten forsvinder

Med sin mosaik af citater fra tekster af og om Agnes Henningsens giver Pia Juul et strålende portræt af en stor forfatterinde.

Bøger

Da jeg var lille (det vil sige i starten af tyverne), var der en bog, der altid lå hos mig i mine bangenætter, det var første bind af Agnes Henningsens erindringer, ’Let gang på jorden’.

Der var i den bog et ukueligt liv, der virkede kraftigt mod al angst og uro. Den lille pige, der bliver ved med at sprudle, selv om hun mister sin mor og bliver låst inde i et kosteskab. Den større pige, som alle mænd forgaber sig i, og som selv er fuld af begær efter mænd, eller rettere efter at blive besvangret, gerne på skovbunden.

Klukkende glæde

Sorg og mænds begær og utroskab og barnefødsler og enlig forsørgerbyrde og alt, hvad der kunne gøre et kvindeliv tungt, bærer Henningsen med samme klukkende glæde som den forårshat, hun kommer anstigende med til fernisering på Den Frie, selv om det er alt for koldt og lidt for tidligt til at bære forårshat.

Jeg havde fundet Agnes Henningsens bøger på hylden hos min mormor og hendes søstre, de eneste skønlitterære værker blandt mange fagbøger. Jeg troede nærmest, jeg var den eneste, der kendte de bøger, og mit forhold til dem var så intimt, at det ikke faldt mig ind at gøre dem til genstand for mine litteraturvidenskabelige studier. Men senere erfarede jeg med glæde, at en af mine yndlingsdigtere, Pia Juul, også var vild med Agnes Henningsen. Juul har nu udgivet en ’genskrivning’ af Henningsen, en mosaik af citater fra hendes og andres tekster, der tegner et fortryllende portræt af forfatterinden og meget betimeligt er udkommet på hendes 150-års fødselsdag.

Henningsens store livsappetit

Det, der lindrede mine bangenætter, genkender jeg i Karin Michaëlis’ smukke fødselsdagsbrev til Henningsen, trykt i Politiken, da hun blev 70, citeret af Juul i sin fulde længde. »Dine børn er sikkert kommet til Verden, mens du laa og gnaskede Gotter til«, skriver Michaëlis og giver os billeder på Henningsens store livsappetit: hujende gennem stuerne med sine ’killinger’ i hælene, styrtende ud i regnen for at nyde dråberne trille ned i svælget, grådigt gnaskende af »Syndefaldets glødende røde, uimodståelige Æble«, ordnydende: »Du anede såmænd ikke selv, hvad du brugte Ordene til. De smagte godt, det var alt. De var som Børnene og Regndraaberne«.

Bevægende skildrer Michaëlis, hvordan de misundelige guder først fik ram på den ’lille store kvinde’, da de tog livet af »den, hos hvem hun havde fundet den varige Lykke«, Henningsens anden ægtemand, Simon Koch (som døde i 1935 efter 17 års ægteskab).

Hun har altid mindet mig om en pigeskole

En anden fantastisk portrættør er sønnen PH: »Hun har altid mindet mig om en pigeskole. Indfald og udfald, munterhed og selvudlevering og en pludselig mørk tone af bedrøvelse bryder frem fra alle hjørner, som om man var sammen med atten personer«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er det Pia Juul eller Agnes Henningsen, der taler?

Pia Juul har ikke gjort andet end at citere (her må vi ihukomme Novalis, der omkring år 1800 skrev, at litteraturkritikkens største kunst er citatet), men alligevel er jeg indimellem i tvivl om, hvorvidt det er Pia Juul eller Agnes Henningsen, jeg læser. Der er et sammenfald i tonen.

»Jeg gjorde ikke andet end at løbe. Jeg piskede af som en vild og drømte især een drøm, at jeg var voksen og sad mellem landets klogeste mænd og var smuk«. Kunne disse Henningsen-linjer ikke sættes op til et Juul-digt? Og kunne en Juul-person ikke udtale: »I min iver og uforstand fremstillede jeg retter hjemmefra indtil vi alle struttede«? Og er der ikke noget juulsk ved at hæfte sig mere ved, hvordan et ord lyder, end hvad det betyder? Som Agnes, da en mand første gang erklærer at ’elske’ hende: »det var det elske som stødte mig, sådan et bogord (...) Det lyder ikke godt«.

Sin tids Suzanne Brøgger

Agnes Henningsen var vel den tids Suzanne Brøgger, hun skrev romaner om den frie kærlighed og udlevede den også, hun var kulturlivets karismatiske darling, men vakte også stor forargelse. Store mænd begærer og beundrer hende, Georg Brandes og Johannes V. Jensen skriver rosende om hendes bøger, hun får fanbrev fra Knut Hamsun.

En stor del af bogen er viet den sag, der udspillede sig, da Henningsen kom på finansloven, men hurtigt blev frataget tildelingen igen, fordi en række debattører fandt hendes forfatterskab usømmeligt. Man slås af, hvor meget i debatten der ligner vor tids debat. Således kan Tom Kristensen i 1925 skrive om den »Uvilje mod privat litteratur«, der især har ramt »vore Forfatterinder«. Kristensen medgiver, at »egne Oplevelser« ikke i sig selv er kunst, men det bliver de, når de behandles med den »skabende Fantasi«, som han finder hos Agnes Henningsen. At forarges over hendes bøger er »en moralsk og snæverhjernet Reaktion«. Den form for moralsk snæverhjerne kender vi desværre stadig til i dag, når (stadig navnlig kvindelige) forfattere udråbes til ’navlepillende’, fordi de gør kunst af eget liv.

Vi læser ikke bare om Henningsen, vi læser Henningsen selv og får lyst til at læse alt, hvad hun har skrevet

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Citatmosaikken viser sig at være en yderst velfungerende måde at levere et prismatisk portræt af en stor forfatterinde og personlighed på. Juul er god til at skabe litterære kompositioner for flere stemmer, det har hun tidligere gjort i fiktionens form, og det gør hun så dokumentarisk her. Vi læser ikke bare om Henningsen, vi læser Henningsen selv og får lyst til at læse alt, hvad hun har skrevet. Hatten (den alt for tidlige forårshat) af for både Juul og Henningsen og for Karin Michaelïs, der med tre pennestrøg kan give os et billede af årets 150-årige fødselar: »En lille stor kvinde Flagrede forbi under Livets lystige Karneval. Uden Maske!«

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce