At alderdommen er det nye sort, lyder måske lovlig galgenhumoristisk, men på den anden side er det en vigtig bevægelse i tiden at betragte alderdommen med nye øjne. Demens er ikke kun et tragisk styrt ned i et uafvendeligt sort hul. Det er også en sidste livsfase, man som pårørende trods alt må prøve at få det bedste ud af.

Det er et emne, som stadig oftere dukker op i debatten, men også i litteraturen rører alderdommen på sig. Et snurrigt og ret afvæbnende eksempel er den fransk-canadiske forfatter Pierre Gagnons ’Mig og min olding’. En lille sag på 84 letlæste sider, men trods sin lyse tone og muntre anslag ikke en bog, man sådan lige glemmer.