0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ny bog om Hitler og Mussolini: Hvem var storebror, og hvem var lillebror i det fascistisk-nazistiske venskab?

Historien om Mussolini og Hitler er historien om et kompliceret magtforhold, om eminent iscenesættelse og om gru. Christian Goeschels bog sætter fokus på det personlige møde mellem de to diktatorer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvem er storebror og hvem er lillebror? Rollerne skiftede i løbet af Anden verdenskrig. Men her er Mussolini og Hitler i samme vogn.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den unge tyske historiker Christian Goeschel, der er lektor ved University of Manchester, fortæller i denne bog historien om forholdet mellem Mussolini og Hitler fra begyndelsen i 1920’erne til begge lederes undergang og død i april 1945. Mussolini var i de første mange år storebroren og Hitler lillebroren, der så beundrende op til den store. Men fra det italienske angreb på Etiopien i 1935 og Den Spanske Borgerkrig fra 1936 skiftede rollerne, og ved krigens slutning var Mussolini forvandlet til Hitlers marionet.

Mens hverken fascismen eller nazismen havde kunnet vinde magten uden aktiv eller passiv støtte fra de respektive landes overklasser, blev Mussolinis magt begrænset af hensynet til monarkiet og den katolske kirke. Hitler, som også blev løftet frem af folk fra den gamle nationalkonservative elite (og naturligvis havde mange stemmer bag sig), blev derimod med årene totalt uafhængig af andre kræfter og dermed i stand til at sprænge alle civilisatoriske rammer. Antisemitismen og racismen var også stærkere i Tyskland end i Italien, hvilket dog ikke betyder, at den ikke også kom til at rase dér, især i regimets sene år, hvor mange jøder blev deporteret til tyske udryddelseslejre. Fascismen og nazismen var ikke ens, men de var ideologisk beslægtet i deres angreb på demokratiet og i deres nationalisme, antimarxisme og racisme. Ligesom kommunismen var de to bevægelser udsprunget af Første Verdenskrig og indstillet på voldelige løsninger indad- såvel som udadtil.

De to føreres (historisk forstået) demonstrative opvisning af venskab fra 1935 var udtryk for deres fælles ønske om at skabe en ’ny orden’ i Europa, som skulle afløse den liberal-internationalistiske orden efter 1919, symboliseret ved Folkeforbundet. Mussolinis geopolitiske mål var beherskelsen af middelhavsregionen og dele af Afrika, mens Hitlers som bekendt var Lebensraum mod øst. De var enige om, at den franske og britiske barriere for disse revisionistiske planer skulle elimineres. Deres propagandistiske brug af medierne og de fælles iscenesættelser ved deres talrige møder var et led i denne strategi og imponerede mange, også ikkefascister.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce