Der foregår faktisk nogle interessante diskussioner om litteratur og litteraturkritik og litteraturpolitik for tiden. Som i tidsskriftet Vagant eksempelvis. Her lancerede Jonas Eika – som blev tildelt Montanaprisen af en konkurrerende avis for sin eminente sci-fi-novellesamling ’Efter Solen’ – i sidste nummer en kritik af danske forfatteres engagement i flygtningekrisen.
Indtil videre har det desværre kun givet anledning til et interview her i avisen og et ret forudsigeligt WA-indlæg af Lars Bukdahl, der som altid var hysterisk glad for enhver kritik af politisk litteratur, om end han så alligevel og desværre måtte konstatere, at Eika i virkeligheden ikke efterlyser en mindre, men en mere politisk hvis ikke ligefrem aktivistisk form for litteratur.
Lindholms pointe er, at institutionerne har svigtet og forsømt at gøre deres arbejde, hvad angår produktionen, spredningen og formidlingen af viden om science fiction.
Apropos Vagant og Jonas Eika så var der i det forrige nummer en perspektivrig leder om netop science fiction i ny skandinavisk litteratur(kritik). Bemærk allerede dette: At det handler om skandinavisk litteratur. Lederen, som er forfattet af redaktør Audun Lindholm, starter med den simple observation, at det ikke skorter på science fiction i samtidslitteraturen.
Her nævner han bland andre Thure Erik Lund, Øyvind Rimbereid, Therese Tungen og Bjørn Vatne fra Norge; Svend Åge Madsen, Peter Adolphsen, Kaspar Colling Nielsen, Olga Ravn, Theis Ørntoft og Jonas Eika fra Danmark; og Lars Jakobson, Martin Engberg, Viktor Johansson, Balsam Karam, Lyra Koli og Jerker Virdborg fra Sverige. Og lige derefter følger det gode spørgsmål så: »Men vet kritikerne hva de skal gjøre med fremtidsfortellingene?« Svaret er nej.
Alt er science fiction
Lindholms pointe er, at institutionerne har svigtet og forsømt at gøre deres arbejde, hvad angår produktionen, spredningen og formidlingen af viden om science fiction. Det drejer sig både om universiteterne, forlagene, aviserne. »Resultatet«, skriver han, »er forutsigbart: Få kritikere har lest nok innen denne tradisjonen til å kunne skrive noe øyneåpnende om den, enn si om hvordan den påvirker dagens litteratur«.
At den litterære offentlighed ikke har gennemgået det, Lindholm også kalder en »kunnskapsoppdatering«, undrer så meget desto mere, som vores verden efterhånden selv er blevet ren science fiction. Kunstig intelligens, algoritmer og gigantiske mængder data, klimakrisens dystopiske fremtidsscenarier, rumrejser til Mars, high-frequency trading, genmanipulation, selvkørende biler, og andre banaliteter … Selv naturen er blevet science fiction!
Det er bare med at komme i gang
Der er selvfølgelig også salg i sci-fi for tiden, det er klart. Så taler alle pludselig om Ursula Le Guin, så skal alle på kunstudstilling om russisk kosmisme (mig selv inklusive, det er ikke for det). Men det er hinsides mode, det her. Og det er også mere end litteraturen, der står på spil; det er vores fælles fremtid, så før vi læser kinesiske Cixin Lius ’The Three-Body Problem’, jo før vi læser såkaldt afrofuturiske fortællinger fra W.E.B Du Bois (’The Comet’fra 1920) til Nnedi Okorafor (’Binti’fra 2015), jo før vi læser Kim Stanley Robinsons ’New York 2140’, jo før vi læser den slags bøger, jo bedre.
