Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste


Hvis  vi vil være klædt på til samtidens debatter om fremtiden, er det en god idé at læse bl.a. Mary Shelley.  Det var hende, der opfandt Frankenstein.
Foto: Arkivfoto fra filmen

Hvis vi vil være klædt på til samtidens debatter om fremtiden, er det en god idé at læse bl.a. Mary Shelley. Det var hende, der opfandt Frankenstein.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Politikens litteraturkritiker: Vi fatter ikke en brik af science fiction. Det er jo ren realisme

Det er på tide, vi indser, at køkkenrealisme ikke længere kan kaldes realisme. Ikke i vores tidsalder, ikke i dag. Science fiction derimod er ren realisme.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der foregår faktisk nogle interessante diskussioner om litteratur og litteraturkritik og litteraturpolitik for tiden. Som i tidsskriftet Vagant eksempelvis. Her lancerede Jonas Eika – som blev tildelt Montanaprisen af en konkurrerende avis for sin eminente sci-fi-novellesamling ’Efter Solen’ – i sidste nummer en kritik af danske forfatteres engagement i flygtningekrisen.

Indtil videre har det desværre kun givet anledning til et interview her i avisen og et ret forudsigeligt WA-indlæg af Lars Bukdahl, der som altid var hysterisk glad for enhver kritik af politisk litteratur, om end han så alligevel og desværre måtte konstatere, at Eika i virkeligheden ikke efterlyser en mindre, men en mere politisk hvis ikke ligefrem aktivistisk form for litteratur.

Lindholms pointe er, at institutionerne har svigtet og forsømt at gøre deres arbejde, hvad angår produktionen, spredningen og formidlingen af viden om science fiction.

Apropos Vagant og Jonas Eika så var der i det forrige nummer en perspektivrig leder om netop science fiction i ny skandinavisk litteratur(kritik). Bemærk allerede dette: At det handler om skandinavisk litteratur. Lederen, som er forfattet af redaktør Audun Lindholm, starter med den simple observation, at det ikke skorter på science fiction i samtidslitteraturen.

Her nævner han bland andre Thure Erik Lund, Øyvind Rimbereid, Therese Tungen og Bjørn Vatne fra Norge; Svend Åge Madsen, Peter Adolphsen, Kaspar Colling Nielsen, Olga Ravn, Theis Ørntoft og Jonas Eika fra Danmark; og Lars Jakobson, Martin Engberg, Viktor Johansson, Balsam Karam, Lyra Koli og Jerker Virdborg fra Sverige. Og lige derefter følger det gode spørgsmål så: »Men vet kritikerne hva de skal gjøre med fremtidsfortellingene?« Svaret er nej.

Alt er science fiction

Lindholms pointe er, at institutionerne har svigtet og forsømt at gøre deres arbejde, hvad angår produktionen, spredningen og formidlingen af viden om science fiction. Det drejer sig både om universiteterne, forlagene, aviserne. »Resultatet«, skriver han, »er forutsigbart: Få kritikere har lest nok innen denne tradisjonen til å kunne skrive noe øyneåpnende om den, enn si om hvordan den påvirker dagens litteratur«.

At den litterære offentlighed ikke har gennemgået det, Lindholm også kalder en »kunnskapsoppdatering«, undrer så meget desto mere, som vores verden efterhånden selv er blevet ren science fiction. Kunstig intelligens, algoritmer og gigantiske mængder data, klimakrisens dystopiske fremtidsscenarier, rumrejser til Mars, high-frequency trading, genmanipulation, selvkørende biler, og andre banaliteter … Selv naturen er blevet science fiction!

Det er bare med at komme i gang

Der er selvfølgelig også salg i sci-fi for tiden, det er klart. Så taler alle pludselig om Ursula Le Guin, så skal alle på kunstudstilling om russisk kosmisme (mig selv inklusive, det er ikke for det). Men det er hinsides mode, det her. Og det er også mere end litteraturen, der står på spil; det er vores fælles fremtid, så før vi læser kinesiske Cixin Lius ’The Three-Body Problem’, jo før vi læser såkaldt afrofuturiske fortællinger fra W.E.B Du Bois (’The Comet’fra 1920) til Nnedi Okorafor (’Binti’fra 2015), jo før vi læser Kim Stanley Robinsons ’New York 2140’, jo før vi læser den slags bøger, jo bedre.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som Lindholm slutter sit indlæg med at skrive: »Om forfattere og kritikere vil bidra til dagens debatter om fremtiden, kan de med fordel oppruste kunnskapen om arven fra Mary Shelley, H.G. Wells, Jules Verne og Hugo Gernsback. Er vi først utstyrt med den egenskapen å kunne dikte, skylder vi oss selv å interessere oss for litteratur også om menneskehetens kollektive eksistens, ikke bare enkeltmenneskets eksistensielle anfektelser«.

Det er på tide, vi indser, at køkkenrealisme ikke længere kan kaldes realisme. Ikke i vores tidsalder, ikke i dag. Science fiction derimod er ren realisme.

Det er bare med at komme i gang. Alt andet er utilstedelig provinsialitet og, ja, virkelighedsfornægtelse. Det er på tide, vi indser, at køkkenrealisme ikke længere kan kaldes realisme. Ikke i vores tidsalder, ikke i dag. Science fiction, derimod, det er ren realisme. Som den britiske forfatter J.G. Ballard skrev engang, så vil science fiction-genren være det 20. århundredes mest autentiske form for litteratur. Det er i endnu højere grad tilfældet for det 21. århundrede.


Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden