Din bog har et kapitel for hvert år fra 1914 til 2014. Hvorfor har du valgt den form?
»Som journalist lavede jeg op til årtusindskiftet små radioportrætter af danskere i alderen fra 1 til 100 år. 2 minutter til hver. Formen er også inspireret af ’Mit århundrede’ af Günter Grass, ’Lilys danmarkshistorie’ af Pia Friis Laneth og af Alice Munros bøger«.
Hvorfor begynder du i 1914 og ikke i 1900?
»For at kunne begynde med Første Verdenskrig, som er det store omdrejningspunkt. Ikke mindst i Sønderjylland, hvor mange danskere blev sendt i tysk krigstjeneste«.
Er det en familiehistorie?
»Vi overtog en gammel slægtsgård i Hoptrup Kirkeby ved Haderslev i 1998. Her havde to ugifte onkler og en faster boet. Da vi satte gården i stand, fandt vi på loftet et skab, som bag et panel gemte en krigskorrespondance, min bedstemor havde lagt væk sammen med en erklæring fra den tyske hær om hendes bror, der var faldet ’på ærens mark’. Romanen er stærkt inspireret af ugifte onkler og fastre i familien, men historien er fiktion«.
Bogen foregår i grænselandet. Hvad betyder det?
»Det er vigtigt. Det dansk-tyske forhold spiller stadig en stor rolle i Sønderjylland, og det rækker helt tilbage til Første Verdenskrig. I resten af Danmark har de færreste en holdning til, om folk har været en del af det tyske mindretal, men i grænselandet har f.eks. de ældre helt styr på, hvilken side de enkelte familier har været på, og i sportskampe mod det tyske mindretal kan man stadig opleve folk trække nazikortet«.
Hvad er der af fordele og ulemper ved at skrive en roman i mange små kapitler?
»Det betyder, at jeg får hele århundredet med. Ulempen kan være det sproglige. At det bliver nøgternt og kan ligne en drejebog, men det er sådan, jeg skriver, og det skyldes måske, at jeg har lavet mange dokumentarer til radio og tv. I min roman kan man ikke finde mange metaforer. Formen kan betyde, at der ikke bliver sanset så meget, men jeg har fra læsere hørt, at de alligevel græder over nogle af kapitlerne. Det er møderne mellem mennesker, jeg vil fortælle om«.
Hvad tænker du, at læserne skal tage med sig?
»Ved at fortælle personhistorier over 100 år vil jeg minde læserne om deres egen historie. At der også var nogen, før de selv kom til. Og at krige trækker lange spor«.
Du debuterer som 62-årig. Hvorfor så sent?
»Allerede som barn ville jeg være forfatter, og det lå også under det hele, da jeg læste dansk på universitetet og senere læste på Journalisthøjskolen. Man kan sige, at al min journalistik har været en forberedelse til at blive forfatter. Nu skulle det være. Men jeg udgiver da min roman med nogen bæven. Undervejs har jeg også tænkt, om det nu ville ende som en udgivelse på eget forlag«.
Bliver romanen den første af flere?
»Man skal passe på, hvad man siger, men om alt går vel, kommer der flere bøger. Jeg kan godt lide ekstremt stramme historier, hvor jeg giver mig selv en spændetrøje på som fortæller. Helt nøgterne fortællinger. Nu må vi se«.
fortsæt med at læse
