En stor dreng på kanten til at være en ung mand vandrer i et landskab, der er ødelagt af krig. Det er ham, der fortæller historien. Det fremgår, at han har været lejrfange og på et tidspunkt marcheret med andre fanger meget længe, men ikke præcis hvor eller hvornår. Han nævner bynavnene Konstanz og Welscherweg.
Hans nationalitet får man heller ikke noget at vide om. Han må være flygtet på et tidspunkt. Engang boede han hos Aneska, som kaldte ham Martin, men han hedder noget andet.
Der er stadig fly på himlen, krigen er stadig i gang. På ryggen har han en deformitet, faconen på hans skulderblade er forkert, de stikker for meget ud, han har altid har følt sig anderledes.
Døde folk og rådne kartofler
Den unge mand er ikke alene, for han har en anden udgave af sig selv indeni: »Jeg kan ikke lide mig selv særlig godt, derfor er det underligt, at jeg, bare nogle uger før jeg mødte drengen, multiplicerede den, jeg er, ensomheden kunne ikke holde sig selv ud længere og skabte en anden, men helt tilsvarende, oftere og oftere var jeg to«.
Han omtaler den anden udgave af sig selv som et genfærd af noget, han har været.
Fem hjerter: Poetisk roman skildrer stilfærdigt skønheden i angstenSå møder han en yngre dreng, der sidder i et træ. Det sker den dag, han fylder sytten. Det er koldt, de begynder at gå sammen. Den nu syttenårige vil mod nord, den yngre dreng følger med. De spiser rådne kartofler, muggent brød, sover tæt sammen i lader, i forladte huse med syltede blommer i kælderen. Folk er væk eller ligger døde rundtomkring.
Så får de øje på et barn, en lille pige, lidt over et år må hun være, som er ladt alene tilbage blandt døde: »Vi kan ikke tage sådan noget med os«, siger den syttenårige, men den yngre dreng tager hende med, insisterer, han bærer hende.
Man kunne blive ved med at opremse handlingselementer og detaljer fra Merethe Lindstrøms roman ’Nord’. Først hadede jeg den. De første tredive sider forekom mig at være et miskmask af steder, følelser og omstændigheder. Jeg var forvirret over det, jegfortælleren siger om sig selv, kunne ikke finde rundt i tid og sted. Mistænkte den norske forfatter for at ville skrive en åh så følsom fortælling om et emne, hun ikke kunne have et tæt forhold til. Nu går der Kafka i den, tænkte jeg, da hun lod den syttenårige bemærke, at hans deformitet kunne ligne forstadiet til et insekt.
Men så vendte det. Jeg blev grebet, suget ind af sproget, af Lindstrøms evne til at udtrykke den fornemmelse af opløsning og undergang, som de vandrende er gennemsyret af. Den er både helt særlig og universel. Sådan kunne en ung tidligere lejrfange, der befinder sig i en smadret verden, godt opleve sin eksistens. Sådan kunne han udtrykke det, han har på hjerte, selv om hans hjerte er knust. Sådan kunne mennesker, sultne, afmægtige, godt passe på hinanden og sig selv.
Betagende roman om glemslens tvivlsomme nådegaveDen store dreng, der altid har følt sig anderledes på grund af sine deforme skulderblade, oplever på de lange marcher, at hans deformitet, netop fordi han er fange, synes at forsvinde, og her er, hvad han tænker om det: »Vi bliver flyttet som en gruppe baseret på ligheder, ikke forskelle. Ingen vil huske egenskaber, som gør, at vi adskiller os fra hinanden, kendetegn som et blåt og et grønt øje, nedbidte negle, fregner måske, lange fingre, tørre læber, den klagende lyd, nogen laver af længsel eller rædsel, det er netop manglen på kendetegn, som gør nedbrydningen enklere. Jeg bemærker, at finnerne bliver usynlige på de længste distancer«.
Sådan er det. Der er forskel på at være unik. Et menneske, enestående. Og en blandt mange. En navnløs. Sådan en er nemmere at fornedre. Dehumanisere, dræbe.
Mere om den lille pige, drengen fra træet og den syttenårige, som ikke hedder Martin, skal ikke nævnes, det vil ødelægge læserens oplevelse af en roman, der endnu en gang viser Lindstrøms mesterskab i forhold til at give stemme til det forvirrede, fortrængte og glemte.
Sproget åbner sig
For den, der har et kompas, er det ikke svært at udpege retningen mod nord, men Lindstrøms barske, men også hjertegribende dystopi kunne udspille sig hvor som helst. For en læser fra Bosnien, som erfarede 1990’ernes krige, eller en, der er flygtet fra helvedet i Syrien, vil den fremstå som samtidslitteratur. Stedet er ikke vigtigt, heller ikke tiden. For os, der er så heldige ikke at være blevet trukket gennem krig, er den ’tidløs’, og det er en kvalitet.
Lindstrøms roman er eksempel på, hvad litteratur kan. ’Nord’ er netop ikke en historie, der tager sin læser ved hånden og følger den slagne vej. Som knuder på et sammenfiltret garnnøgle, der skal løses op, byder den på irritationer og besværligheder, men hvis man holder ud, sker det: Sproget åbner sig, hvert et komma giver mening, og man må bare følge med.
fortsæt med at læse
