Sidste år var Henrik Pontoppidans. Eller rettere: ’Lykke-Per’s. Vi fik Bille Augusts spillefilm og tv-serie, og romanen kom i flot genoptryk. Nu kan mange flere læse om den unge verdenserobrer, der ender som ensom eremit, og måske vil den opmærksomme læser få øje på de beskrivelser af Peter Andreas Sidenius, Per kaldet, hvor hans humør svinger voldsomst. Det sker bl.a., da han bor sammen med Inger, men også, da han en tid arbejder i udlandet.
Det er tydeligt, især i romanens sidste del, at Pontoppidan har udstyret sin hovedperson med visse lidelser i sindet. Hans sindsstemning skifter så hyppigt og med en sådan uberegnelighed, at det foruroliger Inger.
’Lykke-Per’, der begyndte at udkomme i 1898, handler ikke om galskab, men om stærke følelser og sindsstemninger inden for, hvad man vel kan kalde normalfeltet, og Per kunne utvivlsomt godt have brugt lidt samtaleterapi.
Man skal til Amalie Skram (1846-1905) og hendes romaner ’Professor Hieronimus’ og ’På Sct. Jørgen’, der begge udkom i 1895, hvis man vil læse dansk skønlitteratur, der tidligt adresserer spørgsmålet om sindssyge direkte.
Interessant, at Skrams romaner endte med at gå så hårdt ud over Henrik Pontoppidans bror Knud, som var psykiatrisk overlæge på Københavns Kommunehospitals 6. afdeling, men ifølge romanerne ikke psykolog på samme niveau som sin forfatterbror.
Skram skrev sin dobbeltroman efter at have været indlagt med nervesammenbrud på Knud Pontoppidans afdeling, og det er ham, der er professor Hieronimus. De to bøger handler om Else, en følsom kunstnersjæl, der er splittet mellem tidens krav om at være en god hustru og den kunstneriske ild, som brænder i hende. Efter sammenbruddet lader hun sig indlægge på hospitalet på professor Hieronimus’ afdeling, fordi hun og hendes mand håber, at den kendte psykiater kan helbrede hende.
Bøgerne er voldsom læsning. Hieronimus fremstilles som en tyran, hospitalet som et fængsel, hvor han har uindskrænket magt over patienterne. Det rystede datidens læsere, og de ydmygende forhold, der hersker i romanens univers, er også for en nutidig læser skrækindjagende.
Fik lægen fyret
Skrams romaner er et tidligt eksempel på, hvad litteratur, der skaber debat og indsigt, kan udrette.
Hun havde mod til at udgive sine bøger, selv om hun blev advaret mod at lade omverdenen få kendskab til sin ’sindssyge’. Men Skram opfattede sig netop ikke som sindssyg, hun fik et sammenbrud, accepterede ikke det stigmatiserende prædikat og brugte sine erfaringer litterært.
Om Knud Pontoppidans behandlingsmetoder kan man læse, at hans opdragelsessystem fordrede den sindslidendes totale underkastelse og satte overlægen i en almægtig position. Patienternes vrangforestillinger skulle man ikke gå ind i. Om sine metoder sagde Pontoppidan selv:
»Det er en almindelig Misforståelse, at den psychiske Therapi bestaar i rigtig at tale igennem med Patienten, og at Sindssygelægen her faar Brug for hele sin dialektiske Færdighed og Overlegenhed«.
Chefredaktøren har et livslangt forhold til 'Lykke-Per': Først var han min helt. Nu er han min frygt i livetAmalie Skrams bøger udvirkede, at Knud Pontoppidan i 1897 måtte forlade sit job, og han døde som en bitter mand.
Den franske filosof og idéhistoriker Michel Foucault har kaldt psykiatriens sprog »fornuftens monolog over galskaben«. I Skrams bøger, men også i et væld af senere bøger, herunder virkelig mange fra de seneste år, bliver denne monolog brudt. De syge i sindet er ikke længere tavse, skønlitteraturen udfordrer og nuancerer forståelsen af alt det, som diagnoserne forenkler.
Og som altså også titter en smule frem i mesterpsykologen Henrik Pontoppidans store værk om Per og den ulykkelige lykke.
fortsæt med at læse
