Efter Freud’ hedder Judy Gammelgaards essaysamling, og ’efter’ skal ikke her forstås som ’ud med’, eller ’jeg skal komme efter dig’, men som ’efter’ i ’eftertanke’. Freuds tekster har i sig selv ofte karakter af eftertanker, skriver Gammelgaard i forordet, og hendes egne essays har karakter af eftertanker over disse eftertanker. Psykoanalysens erkendelse »indfinder sig med en vis forsinkelseseffekt«, som hun skriver.
Gammelgaard retter dels opmærksomheden mod nogle tekster, hvor Freud behandler det, som hun kalder »hverdagslivets normale mærkværdigheder« (erindringsforstyrrelser, forgængelighedsangst, uhygge, drømme), dels mod nogle af hans kulturanalytiske tekster om krig, kunst og kulturens byrde. Det er altså ikke Freuds sygehistorier eller store teoretiske afhandlinger, der er udgangspunktet, men mindre (og ofte mindre kendte) tekster om almene eksistentielle eller historiske erfaringer.
Forgængelighed – et alment vilkår
Gammelgaard starter med forgængeligheden, som om noget er et alment vilkår. Gennem en læsning af Freuds essay om den unge digter (Rilke), som er så plaget af tanken om forgængeligheden, at han ikke er i stand til at nyde den blomstrende sommer, foreslår Gammelgaard tre mulige måder at håndtere forgængeligheden på: Man kan (som Rilke) fortvivle, man kan fortrænge den, eller man kan (som Proust og også digteren Rilke) gøre den til udgangspunkt for skabelse, hvilket indebærer, at man formår at sørge.
I essays om erindringsforstyrrelser og ’det uhyggelige’ filosoferer hun over de momenter, hvor virkeligheden synes at træde os i møde på en anden (forrykket eller uvirkelig eller mere virkelig) måde end normalt, og betragter dem med Freud som momenter, hvor det ubevidste insisterer. I et essay om erindring læser hun Freud, Marcel Proust, Virginia Woolf og Søren Kierkegaard sammen ud fra en gennemgående tanke om erindringen som en aktualisering og dermed også altid en form for gendigtning af en erfaring, hvis oprindelige og faktuelle tilskikkelse ikke er relevant.
Narcissisme og kulturkritik
Et essay om narcissisme minder os om, at narcissisten er den, der er forelsket ikke i sig selv, men i sit idealiserede spejlbillede. Nyttig læsning for dem, der kalder det narcissistisk, når folk praktiserer selvrefleksion eller skriver om deres eget liv. Narcissisme handler om ikke at kunne opgive idealbilledet, hvad enten man identificerer sig med det eller projicerer det over på en anden (et idol, en lederfigur). I dag hedder narcissisme borderline i det diagnostiske system og er sammen med depressionen vor tids kultursygdom.
Når det kommer til Freuds kulturkritiske skrifter, ser Gammelgaard dem som en foregribelse af den oplysningskritik, som Theodor W. Adorno og Max Horkheimer fremsatte fra deres californiske eksil under Anden Verdenskrig under titlen ’Oplysningens dialektik’. I sin brevveksling med Einstein ’Hvorfor krig?’ og i skriftet om ’Kulturens byrde’ udviser Freud en indsigt i, at den civilisation, som er oprettet for at sikre menneskenes liv, også rummer en destruktiv mekanisme rettet mod selv samme liv. Hvilket også kan vendes om: Civilisationen rummer både en destruktion af menneskelivet og en ambition om at værne om det.
Da Vinci og den latente homoseksualitet
Gammelgaard vælger at slutte med et essay om Freuds forhold til malerkunsten, mere præcist hans essay om Leonardo da Vinci, hvis androgyne og gådefuldt smilende personer af Freud henføres til kunstnerens latente homoseksualitet og moderidealisering. Gammelgaard medgiver, at denne forklaring ikke udviser nogen større indsigt i maleriernes æstetiske kvaliteter, men ønsker samtidig at ’redde’ Freuds begreb om sublimering som noget, der ikke bare er en ringe erstatning for, men en berigende omkalfatring af driftsudlevelse.
Teksterne får visuelt modspil
Et temperament som mit kunne godt ønske sig lidt mere ramasjang, lidt flere fanfarer og trommehvirvler for de overrumplende akrobatiske tankespring, der kendetegner de store tænkere, Gammelgaard refererer til: Freud, Kierkegaard, Lacan. Men de eftertænksomme essays viser os loyalt og tilgængeligt, hvordan Freuds tanker ikke, som det er blevet udbredt at tro, er et tilbagelagt stadie i psykologiens og psykiatriens historie, men stadig fulde af stof til eftertanke for eftertiden.
Desuden kan man nyde teksternes samspil med de gråtonede raderinger, der er sat ind som skilleblade; de er udført af Gammelgaards ægtefælle, Gregers Algreen-Ussing, og ser ud til at forestille tang og småsten skyllet op på stranden, mønstre og spor afsat af havets store kræfter, ikke ulig de mønstre og spor af de store kræfter i menneskesindet, som Freud forfulgte.
fortsæt med at læse
