En første indvending mod Jens-Martin Eriksens nye roman, ’Helter Skelter’: Det er nærmest ikke en roman. Bogen foregår i et nærfremtidsunivers, årene 2026-29, og hovedpersonen hedder Torsten Vahlgren. Han er dansker og arbejder for den internationale flygtningeorganisation The Movement for the Oppressed People, men det er blot et venstrefløjsdække: I virkeligheden arbejder han i en slags højreradikal undergrundsbevægelse.
For nu at bruge et af bogens yndlingsudtryk er det en yderst klandestin operation, ham Torsten har gang i. Målet i bogen er at frembringe den totale borgerkrig, en besættelse af Danmark og i sidste ende: revolution.
Men målet med bogen er mindre klart. Læseren præsenteres næsten udelukkende for de endeløse og repetitive rapporter, som hovedpersonen – der psykologisk set er helt endimensionel – sender hjem til sin overordnede, Stanley Boyd. Så sker der det her i Bosnien, så sker der det her i Nordafrika, så mødtes jeg med den og den person, så skrev medierne dit, så skrev de dat. Det er som at læse ét langt Ritzau-telegram, hvilket sådan set kunne have været spændende som formelt eksperiment, hvis det var hensigten med værket. Det er det ikke. Men hvad er det så?
Debatstof forvandlet til roman
Her kommer vi til min anden indvending (som hænger sammen med den første): Det er snarere en udvidet kronik end en roman, Jens-Martin Eriksen har skrevet. Hvis man læser de noget pompøse taksigelser til at starte med, fornemmer man det allerede, men læsningen bekræfter blot fornemmelsen: Det er debatstof, som forfatteren ulyksaligt nok har forsøgt at forvandle eller forklæde som roman.
Det er ikke nogen overraskelse, at meget af (debat)stoffet omhandler hate-speech, ytringsfrihed, det liberale samfunds gradvise erosion, terror, radikaliseringstendenser til højre og venstre (men ikke i midten, hvor forfatteren selvfølgeligt nok står!). Og det er jo ikke, fordi man ikke kan skrive gode romaner om den slags: Michel Houellebecq gør det, Kaspar Colling Nielsen gør det også til dels. Det hele er bare så uopfindsomt i dette tilfælde: Nørrebro er overtaget af muslimer. Der er lukkede grænser. Uduelige politikere. Ekstreme kræfter. Mediebilledet anno 2018 ekstrapoleret cirka 10 år frem i tid. Og jeg tænker også: Hvad med klima? Kapitalisme? Det er slet ikke med. Bogen som helhed forbliver uhensigtsmæssigt myopisk. Der er noget helt lukket og selvkørende over romanens analyse og tankeunivers. Som befandt man sig i et ekkokammer, i et feedbackloop, på et møbiusbånd.
Dialog som foredrag
Tredje indvending: Bogen, som med sine 400 sider også føles alt for lang, er decideret dårligt skrevet, uanset om det så er en roman eller ej. Her et eksempel, hvor protagonisten er på Balkan:
»Og jeg aner, at jeg måske også vil blive indviet i, hvad disse manøvrer skal tjene i det lange løb, disse halve forpligtelser, som jeg skal belave min samtalepartner på, der følger med, når The Movement for the Oppressed People donerer gaver til mujahedinerne her i landsbyen«. Her et andet: »Nu har jeg fundet de helt rette folk af den rette støbning, som Boyd leder efter ovre fra London«. Her et tredje: »Ellers ville jeg ikke være noget værd og have ladet mig knække, jeg ville have overgivet mig til angsten og ikke været i stand til at gå ind i det engagement, som jeg har forpligtet mig på i Instituttet«. Alt sammen i løbet af få sider.
Derudover er der dialoger, der ikke er andet end alenlange foredrag. Og så er der hele tiden ord som ’indforskriver’, ’rekvirerer’, ’fidelt’, ’affabelt’, ’advokere’, ’norrøne’ og det førnævnte ’klandestin. Man taler og skriver åbenbart som i 1929 i 2029.
Meget mærkeligt
Konklusion? Det er meget mærkeligt. At en anerkendt forfatter som Jens-Martin Eriksen med omtrent 30 bøger bag sig kan udgive sådan en bog, jeg havde nær sagt roman.
fortsæt med at læse
