Han går under huden på folk. I bogstaveligste forstand. For Jørgen Lange Thomsen er retsmediciner og har i snart 50 år sat skalpel og kraftigere værktøj i personer, der er døde under mystiske, ofte kriminelle omstændigheder. Som en dødens detektiv er han den, der kan give politiet afgørende oplysninger ikke bare om dødsårsag, men også detaljer om, hvordan den afdøde er ombragt, og om personen selv.
Jørgen Lange Thomsen, netop fyldt 75, er en markant person i de retsmedicinske kredse, ikke bare herhjemme. Han har arbejdet som retsmediciner mange steder i verden, blandt andet med at identificere ofre efter katastrofer som f.eks. tsunamien i Asien i 2004, terrorangrebet i USA 11. september 2001 og krigene på Balkan.



