Da jeg netop var begyndt på universitetet og fik at vide, at vi skulle læse Emily Brontës dramatiske klassiker ’Stormfulde højder’ fremfor en af Jane Austens mange sædeskildringer, glædede jeg mig. Austen skriver sylespidst om overgangen til 1800-tallets tidlige modernitet, og ingen formulerer sig så vittigt om intriger, ægteskabelige forviklinger og bedagede skikke som hun, men det kunne på ingen måde hamle op med forventningerne til ’Stormfulde højder’.
Mange billeder og indtryk var allerede løbet i forvejen og pustede til mine forhåbninger – fra filmene kom Laurence Oliviers dystre og skulende 1930’er-version af den skurkagtige romantiske helt Heathcliff, for ikke at tale om Juliette Binoches 1990’er-udgave af den evigt uregerlige heltinde Cathy. Aldrig så man så meget flagrende hår!
