De er så patosfulde, så pinagtigt følsomme, digtene i svenske Ola Juléns debut, ’Orissa’ fra 1999. Venstresiderne er blanke, og på højresiderne findes kun ordknappe enkeltsætninger: »Hvorfor er der ingen der vil have mig?«, lyder det uden omsvøb, et andet sted konstateres det kortfattet: »Mine digte, mit liv/ er ikke levende«. Første gang jeg læste Julén, kæmpede jeg med at begribe, hvordan nogen turde blotlægge sig på den måde.
I dag har ’Orissa’ status af moderne klassiker, men da den i sin tid udkom på dansk, fik den tæsk. Erik Skyum-Nielsen skrev i sin anmeldelse denne lammende karakteristik: »’Orissa’ tømmer rummet, lader læserens sanser ubrugte. Spilder vores tid«. Det gibber i mig, når jeg læser det. For det er sandt, at ’Orissa’ tømmer rummet. Der er uendelig meget hvidt, uendelig lidt ilt i den bog. Den er hudløs, minimal og næsten ubærligt at læse; derfor er ’Orissa’ en af de digtsamlinger, der har gjort dybest indtryk på mig.
