Karl er lykkelig gift, gået på pension og over sin bedste alder, da han på Molslinien mellem Jylland og Sjælland falder om og dør. Skæbnen kan være en skælm og slå til, når du mindst venter det. Sådan er menneskets lod nu engang med hjerter, der pludselig kan gå i stå. Humlen er imidlertid, at Karl slet ikke skulle være på færgen, men derimod et sted i sin bil på vej til Loire-dalen, hvor hans hustru igennem 33 år, Susanne, med en karriere i hotelbranchen, venter i deres faldefærdige hus, som med tid og flid skal ombygges til en form for gæstgiveri.
Nu ankommer to franske gendarmer for at fortælle hende, at hun er blevet enke. Først tror hun desperat ikke på hændelsen, men da datteren Laura kan verificere dødsfaldet, kommer så næste spørgsmål: Hvad lavede han egentlig uden for den rute, ægteparret havde aftalt? Susanne aner uråd, og i sorgarbejdet forsøger hun fortvivlet at finde ud af, om manden havde en anden verden end den, han delte med hende.






