Einar Már Guðmundsson er en fuglefænger. Jeg mindes en roman fra for længe siden, hvor han fik sit budskab frem ved hjælp af fuglene i Reykjavíks tagrender. Nu har han spredt fuglene ud over en hel digtsamling, hvor de flyver, basker, lander og somme tider løfter sig.

Han placerer sine digte i et himmelsk rum, som må passe godt til hans fjedrede venner. Skibe sejler hen over himlen, man flyver rundt mellem stjernerne. Gud er også med, men i en beskeden rolle som medhjælper. Han pudser stjernerne, med »skyernes hvide klud«. Havfruer har forladt deres hjem og svæver forbi vinduerne som fugle. Vi er virkelig i kosmos.