Hvis der er to, som står sammen i billedbogens verden, så er det Bienále Ilustracií Bratislava og mig. Hver gang BIB, som foretagendet hedder blandt venner, kalder, så kommer jeg. Sådan har det været i 30 år. Udstillingen finder sted hvert andet år – ulige år – og forventningerne til endnu et stævnemøde ved Donaus bred med bunker af billeder breder sig i den lille bil, mens jeg kører afsted.
Sådan var det også i september 1989, da jeg bumlede ned igennem det DDR, der endnu ikke vidste, at det snart skulle blive til Det Der Var. Kort før Bratislava blev jeg arresteret i halvanden time af nogle nervøse grænsevagter, som kun talte slovakisk, fordi jeg havde standset bilen og undrende set ud over de tre rækker pigtråd, som adskilte mennesker fra deres flod.
