Jeg forestiller mig, at vi var mange, der blev både overraskede og begejstrede, da det forlød, at den anonyme italienske forfatter, der gemmer sig under sit nom de plume, Elena Ferrante, ville skrive en ugentlig klumme i den britiske avis The Guardian gennem hele 2018. Tilsvarende stor var forventningens glæde, da klummerne blev samlet og udgivet i bogform – endda i en smuk lille bog med Andrea Ucinis illustrationer fra avisen gengivet i sarte farver forud for hver enkelt klumme.
De ugentlige klummer er i bogen ikke længere end to en halv side hver og bringes i kronologisk rækkefølge (undtagen et enkelt sted, hvor en klumme fra marts er kilet ind i juni måned – måske en fejl?). At klummeformatet er uvant for Ferrante, indrømmer hun allerede i bogens forord, hvor hun beskriver skriveprocessen med ordene: »Jeg forfulgte pludselige indfald, inspireret af det sædvanlige behov for at skrive, kom til abrupte konklusioner, fordi pladsen var opbrugt. Med andre ord var det en ny måde at skrive på: Hver gang jeg hurtigt sænkede spanden ned i et eller andet mørkt dyb i mit hoved, halede jeg en sætning op og ventede bekymret på, at andre skulle følge efter«.
