0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mystisk forfatter sænker spanden ned i hovedets mørke dyb og hiver sætninger op

Elena Ferrante har igennem et år skrevet en ugentlig klumme for avisen The Guardian. De er nu samlet i en smuk lille bog, der føles som en charmerende mellemvare.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Udsnit af bogforside
Foto: Udsnit af bogforside
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg forestiller mig, at vi var mange, der blev både overraskede og begejstrede, da det forlød, at den anonyme italienske forfatter, der gemmer sig under sit nom de plume, Elena Ferrante, ville skrive en ugentlig klumme i den britiske avis The Guardian gennem hele 2018. Tilsvarende stor var forventningens glæde, da klummerne blev samlet og udgivet i bogform – endda i en smuk lille bog med Andrea Ucinis illustrationer fra avisen gengivet i sarte farver forud for hver enkelt klumme.

De ugentlige klummer er i bogen ikke længere end to en halv side hver og bringes i kronologisk rækkefølge (undtagen et enkelt sted, hvor en klumme fra marts er kilet ind i juni måned – måske en fejl?). At klummeformatet er uvant for Ferrante, indrømmer hun allerede i bogens forord, hvor hun beskriver skriveprocessen med ordene: »Jeg forfulgte pludselige indfald, inspireret af det sædvanlige behov for at skrive, kom til abrupte konklusioner, fordi pladsen var opbrugt. Med andre ord var det en ny måde at skrive på: Hver gang jeg hurtigt sænkede spanden ned i et eller andet mørkt dyb i mit hoved, halede jeg en sætning op og ventede bekymret på, at andre skulle følge efter«.

Også som læser er det uvant at læse Ferrante i kort format. Hvor hendes romaner er karakteriseret ved rige, detaljerede beskrivelser i lange, ordrige sætninger samlet i én stor, kompleks fortælling, hvor alle dele udgør brikker i en helhed, kendetegnes klummerne ved at være velskrevne, men løse overvejelser, der ikke har noget forhold til hinanden.

Ferrante skriver om døden, troen, om sit forhold til tegnsætning (hun kan ikke udstå udråbstegnet) og om forholdet mellem talent og flid.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce