Litteraturpriser er i grunden mærkelige, for når man tænker over det, er det egentlig mærkeligt at sammenligne bøger. Hvilken bog er bedst? De fleste bøger er gode på forskellige måder, det er som at sammenligne æbler og pærer og bananer. Og hvorfor er der altid kun én præmie? Hvorfor er der ikke én til hver? Kunst er ikke højdespring, længdespring eller kvalitetsspring. Litteratur som konkurrence? Det er der noget grundlæggende forkert ved. Alligevel har vi flere og flere af dem, og det er sikkert godt på mange måder.
Der er noget galt med balancen
Egentlig starter det, jeg vil sige, et andet sted. Det startede med, at Information skrev en litteraturhistorie, som efter min mening var alt for smal. I en kommentar til Information skrev jeg, at jeg synes, de uddyber kløften mellem det, de roser, og det, der faktisk læses derude. På den måde risikerer vi, at det er os alle sammen, der taber. Det læsefællesskab, som Danmark også er eller kunne være, taber. Sidste lørdag vågnede jeg så til indstillingerne til Politikens litteraturpris. Jeg gætter på, at flertallet kender en eller to af de nominerede. Det, synes jeg bare, er ærgerligt.
