0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forfatter Katrine Marie Guldager: Politiken svigter fællesskabet

De fleste læsere kender formentlig kun en eller to af de nominerede til Politikens Litteraturpris, mener forfatter Katrine Marie Guldager: Hvor er bredden i Politikens Litteraturpris? Hvor er Maria Helleberg eller Maren Uthaugs læsere? ​​​​

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Litteraturpriser er i grunden mærkelige, for når man tænker over det, er det egentlig mærkeligt at sammenligne bøger. Hvilken bog er bedst? De fleste bøger er gode på forskellige måder, det er som at sammenligne æbler og pærer og bananer. Og hvorfor er der altid kun én præmie? Hvorfor er der ikke én til hver? Kunst er ikke højdespring, længdespring eller kvalitetsspring. Litteratur som konkurrence? Det er der noget grundlæggende forkert ved. Alligevel har vi flere og flere af dem, og det er sikkert godt på mange måder. ​​​​​​​​​​​

Egentlig starter det, jeg vil sige, et andet sted. Det startede med, at Information skrev en litteraturhistorie, som efter min mening var alt for smal. I en kommentar til Information skrev jeg, at jeg synes, de uddyber kløften mellem det, de roser, og det, der faktisk læses derude. På den måde risikerer vi, at det er os alle sammen, der taber. Det læsefællesskab, som Danmark også er eller kunne være, taber. Sidste lørdag vågnede jeg så til indstillingerne til Politikens litteraturpris. Jeg gætter på, at flertallet kender en eller to af de nominerede. Det, synes jeg bare, er ærgerligt.

Jeg har selvfølgelig sympati med, at man gerne vil gøre noget godt for gode ukendte forfatterskaber, jeg tror bare ikke, man gør det på denne måde. Og der er noget galt med balancen. Hvor er bredden? Hvor er for eksempel en forfatter som Maria Helleberg? Hun har nok flere læsere end det samlede prisfelt tilsammen. Ikke at popularitet skal være et argument i sig selv. Men popularitet siger trods alt også noget om, hvad det er for bøger, folk går ned og betaler for i dyre domme. Popularitet siger noget om, hvad der betyder noget for folk. Som sagt skal det ikke være det eneste argument. Men ville det egentlig ikke være fantastisk, hvis også Maren Uthaug og Maria Hellebergs læsere var med? Hvorfor må de ikke se det, der er vigtigt for dem, afspejlet i avisens spalter? I en tid, hvor litteraturstoffet er trængt, hvorfor så ikke samle og engagere så mange læsere som muligt?

Politiken burde som et af landets store dagblade samle den læsende offentlighed og ikke bidrage til yderligere fragmentering. Det er fællesskabet, der taber her. Vi mister hinanden af syne.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce