At den græsk-romerske antik var patriarkalsk, er der ingen tvivl om. Demokratiet i Athen i 400-tallet f.Kr. var kun for mænd. Kvinder havde ingen stemmeret og var forvist fra den spirende politiske offentlighed. Hvis de forlod hjemmet, blev de ustandselig påmindet om, at de levede i et fallokratisk styre ved hjælp af diverse gradbøjninger af afbildninger af mandens penis i marmor.
Alligevel er det forkert i denne præmoderne tid udelukkende at tale om kvinden som det andet køn. Dels fordi antikken havde en anden kønsopfattelse, for ud over biologiske forskelle blev sex også set som religiøse konstruktioner, før de var sociale – heteroseksuelle og homoseksuelle opdelinger fandtes ikke. Dels fordi man i denne førkristne kultur opererede med andre definitioner på skyld og skam, ære og dyd, klogskab og kærlighed. Anderledes, dog heller ikke uden sammenfald med vores egne netop nu. I disse #MeToo-tider samtidig med transparente kønsglidninger kan vi faktisk opdage, at også her kommer antikken os i møde som en fjern samtidighed.
