Norskfødte Amalie Skram er en af de store forfattere, der indgår i den danske litteraturhistorie, men som jeg aldrig før har læst. Jeg har en forestilling om hende fra min barndom: en stakkels fin dame låst inde på et forfærdeligt gråt sted, et sindssygehospital med galninge, der overfalder hende med skrig og savl og befamlinger. Muligvis noget, jeg så i fjernsynet.
Min barneangst anbragte Skram på hylden med bøger, der var for uhyggelige til, at jeg turde læse dem, og der er hun blevet stående indtil nu. Men heldigvis er det ikke for sent at læse hende. Hendes to selvbiografiske romaner fra 1895 om kunstmaleren Else Kant, der bliver indlagt først på sindssygehospitalet i København, siden på ’Sct. Jørgen’ (Sct. Hans), fremstår dugfriske og aktuelle.
