Huse er brændt ned, broer sprængt i stykker, og flere steder står landet under vand, så hovedpersonen, en ung kvinde, må stage sig frem i den båd, hun selv har bygget af gamle plastflasker.​

Der er ingen andre end hende i verden, men der er stadig rester af menneskelig tilstedeværelse; der er skraldet og de hvide ligposer, der er asfalten, og der er den rosenhave, nogen engang har anlagt. Hele denne skræmmende virkelighed er skildret opmærksomt og alligevel afdæmpet, fordi den for pigen ikke er anderledes, hun har ingen erindringer om, hvordan den så ud eller fungerede før.