Da Paul Auster var 20 år, skrev han i et kladdehæfte nogle noter om det menneskelige mysterium. De første lyder således: »Verden er i mit hoved. Kroppen er i verden«. Med to sætninger og ni ord pegede han på den dobbelthed, alle mennesker befinder sig i. Noterne er placeret først i ’Samtaler med fremmede’, som rummer tekster, Auster har skrevet fra sin ungdom til nu. Bogen er netop udkommet på dansk.
Jeg tænker over det, han skriver om hovedet og kroppen, mens telefonen stadig ringer i Brooklyn, hvor Auster befinder sig sammen med sin hustru og forfatterkollega Siri Hustvedt. Jeg vil spørge ind til den tekst, tænker jeg, den er 50 år gammel, men føles meget relevant lige nu, selv om jeg ikke er helt klar over hvorfor. Ud over at det handler om coronaen.
