Det er sjovt, jeg har altid troet, at Henning Jensen var overklasse, en aristokratisk skuespiller fra Det Kongelige Teater, stoisk, en smule selvhøjtidelig måske, og med en aura af ufejlbarlighed. Men nej.
Han kommer et helt andet sted fra og har haft sine skrækindjagende oplevelser med psykiske lidelser. Det har han, fandt jeg ud af, fortalt om før, men i sin nye bog, ’Gennem glasvæggen’, skriver han mere indgående om det.
Ud- og omdrejningspunktet er en skæbnesvanger periode fra maj 1978 til februar året efter, hvor skuespilleren – på det tidspunkt omkring 35 år gammel med flere store teaterroller bag sig – en dag røg gennem glasvæggen og ind i en dyb, dyb depression (titlen må være en hilsen til Sylvia Plaths bog ’Glasklokken’).
Og lad det bare være sagt med det samme: Det her er en af de bedre bøger om depression, jeg har læst.
