0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Politolog: 9. april 1940 var »den lykkeligste begivenhed i moderne dansk historie«

14 forskere kortlægger forholdet mellem krig og kultur, da Danmark blev en nationalstat i årene fra 1848 til 1945.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Erik Petersen
Foto: Erik Petersen

Det store værk om begivenhederne, der ændrede Danmarks kulturliv er klogt og godt skrevet, dog med lidt for mange gentagelser. På fotoet ses stikkere og værnemagere, der bliver anholdt og ført til Domhuset i 1945.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I1658 måtte den danske krone afstå Skåne, Halland og Blekinge til Sverige, og i 1814 mistede vi ydermere Norge. Til Sverige og Norge har Danmark dog slet ikke det anstrengte forhold, vi siden fik til de tyske riger efter de krige, der endte med tabet af Sønderjylland og de tysktalende hertugdømmer Slesvig og Holsten i 1864 og vores frihed som nation 9. april 1940.

Den første slesvigske krig 1848-1850, som Danmark vandt, varede to år, krigen i 1864 et halvt år, og besættelsen nogle timer. Den nedtælling giver stof til eftertanke, og det får vi serveret på et akademisk sølvfad i bogen ’Dansk-tyske krige’, som en række humanistiske forskere udgiver i hundredåret for Genforeningen i 1920, en ren guldgrube.

Her får vi mellemregningerne med, da Danmark skabte sig selv om til en etnisk homogen nationalstat, og tysk kultur gradvist mistede kontakt til og interesse for fremragende danske formidlere og kulturpersonligheder. Sidste skanse holdt Nordisk Film, der takket være sine velplejede interesser i Tyskland var godt på vej til at blive verdens største filmselskab under Første Verdenskrig.

Bogens 14 forfattere skildrer i individuelle kapitler de kulturskred, der flyttede lige så store grænser på det mentale landkort, som krig og besættelse havde gjort på det geografiske. Først forundring over tabet, siden foragt og fordømmelse – cancel culture, før det begreb blev moderne – og endelig tavshed og glemsel, indtil amerikansk kultur løb med hele markedet efter 1945.

Det jamrer næppe mange over i dag. Men bogens styrke er også, at den viser, hvad vi som nation fik i stedet, nemlig en nationalisme, der stadig trykker, når det gælder det europæiske samarbejde i EU, men ikke, når det gælder militær indsats i kriseområder, som Tyskland af gode grunde kan holde nallerne fra.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce