0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Manden bag 'Being John Malkovich' har skrevet et murstondotisk mesterværk

Charlie Kaufmans murstodontiske sendebutroman om filmkritikerkrukken B. Rosenberger Rosenberg, der hverken er jødisk eller i midtlivskrise, er aparte, abrupt, absurd og afsindigt morsom. Den er også monstrøs, vild, overgjort og mærkelig. Men svær ikke at elske, hvis man kan lide syrede plotdrejninger og rablende ordkunst.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Evan Agostini/Ritzau Scanpix
Foto: Evan Agostini/Ritzau Scanpix

'Antkind' er en roman, som handler om en film, der skal blive til en roman på baggrund af erindringen om den. Forvirret? Sådan er Charlie Kaufman, manuskriptforfatteren bag bl.a. 'Being John Malkovich' og 'Anomalisa', som nu romandebuterer.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

At det er en mildest talt mærkelig historie, Charlie Kaufman fortæller i sin debutroman, ’Antkind’, kan ikke overraske ret mange. For det var trods alt Charlie Kaufman, der skrev manuskriptet til filmen ’Being John Malkovich’, hvor den arbejdsløse dukkefører Craig Schwartz ansættes som arkivar i en virksomhed i New York, som har til huse på en etage mellem den syvende og ottende i en kontorbygning, og dér finder ud af, at hvis man kravler ind i et hul bag et af arkivskabene, så får man adgang til John Malkovichs bevidsthed for en tid, inden man ender i en grøft ved frakørslen til New Jersey.

Kaufman skrev også hjerne-science-fiction-filmen ’Eternal Sunshine In The Spotless Mind’, der handler om en teknologi, der gør det muligt at slette dele af hukommelsen efter eksempelvis en kuldsejlet kærlighedsaffære.

Men med ’Antkind’ overgår han alligevel sig selv i besynderlighed. På den absolut gode måde, må man sige. Forudsat at man er parat til at bruge en rum tid på at læse sig ind i et univers, hvor fiktive personer færdes side om side med mennesker fra den regulære verden, og hvor nogle særdeles kendte individer og disses værker figurerer som ’næsten’ sig selv. Samt hvor sproget er så højt gearet, at det tenderer det overgjorte, hvis altså ikke det var, fordi det hele tiden er så vildt overskudsagtigt tænkt, skrevet, sagt og gjort. Ordspillene står i kø, og branderne flokkes.

Romanen handler om og følger den midaldrende filmkritiker B. Rosenberger Rosenberg, der har en ph.d. fra Harvard University og i øvrigt bifag i ’horror vacui-studies’, bor i New York og skriver for et filmforlag med speciale i den absolut mest kunstnerisk selvbevidste del af filmbranchen. Han arbejder på en større sag om transkønnethed i amerikansk film og er faktisk lige midt i et kapitel med titlen ’Return To Gender – A Dress Unsewn’. Hvilket er ret sjovt, hvis ellers man kan huske sin popmusikalske barnelærdom.

Forræderisk forfatter

Men forfatteren er en forræderisk slyngel vis-a-vis sin protagonist og førstepersonsfortæller. For han lader naturligvis B. – som han kaldes af sine meget få venner og bekendte – mansplaine vittigheden i detaljer: at referencen går på Elvis Presleys store hit ’Return To Sender’ fra 1962, skrevet af Otis Blackwell og Winfield Scott, og at disse to sangskrivere for den hvide, hvide Elvis begge var afro-amerikanere, og så videre og så videre. Og så er det lige pludselig ikke skægt længere, men fortænkt, futilt og fladt.

Det er enormt underholdende, og som læser sejler man af sted på værensglemslens vidunderlige vande

Til gengæld har vi effektivt fået et meget godt indtryk af, hvilken slags menneske Rosenberg er: en krukke, der sætter ganske meget ind på at være en del af den politisk korrekte og woke Zeitgeist. Han anvender tredjepersonspronominet ’thon’ om sig selv og andre, hvis han ikke ved, om de er mænd, kvinder, cis eller ikke-binære. Og for at fremhæve sin menneskelige rummelighed fremturer han med at fortælle, at han har en afroamerikansk kæreste. Han er forfængelig som bare pokker og så selvoptaget og forgabt i sin egen intellektuelle overlegenhed og faktuelle viden, at det ikke er til at holde ud.

Men samtidig er han også en codyl livsløgner. For han burde jo være mindst førstefilmanmelder på The New York Times eller The New Yorker og dertil professor på et af de bedre universiteter. Det er han bare ikke. Hans bøger er solgt i oplag, der er omvendt proportionale med den væsentlighed, han selv tilskriver dem, og for at tjene til dagen og vejen underviser han i filmkundskab på dyrepasseruddannelsen. For at det ikke skal være løgn.

Men da han er udenbys for at researche til den førnævnte bog, træffer han en olding, Ingo Cutbirth, der er mere end 100 år gammel og en del af filmhistorien, hvis man ellers kender en nærmest ukendt film, hvor han spiller det barn, hvis øjne historien ses igennem, men som ikke optræder i billedet på noget tidspunkt.

Tre måneder lang film

Det viser sig, at Ingo har brugt det meste af sit liv på at lave en stop motion-animationsfilm, der varer mere end tre måneder. Og den får B. Rosenberger Rosenberg ham til at vise. Men han må så love, at når Ingo dør, skal han tilintetgøre filmen. Da det sker, har han naturligvis ikke tænkt sig at efterleve dette. Han vil lave en Max Brod – manden, der mod Kafkas vilje udgav forfatterens bøger efter dennes død – og give verden værket, som mere eller mindre er filmen om alt, inklusive filmen selv; et mesterværk, der vil omdefinere måden, vi ser film på, taler om film på, laver film på. Kort sagt: The Movie to end all movies.

Imidlertid har vor antihelt ikke sat sig ind i, hvordan gamle nitratstrimler reagerer på transport og ilt. Og så udvikler det hele sig ellers skævt og vildt og voldsomt. For med den fysiske film tabt må Rosenberg generindre hele værket, så han kan nedskrive filmen som roman.

Det er meget højt gearet, fra først til sidst. Og det viser sig, at anslaget ikke bare er proustiansk, men sandelig også viser behørig reverens for en litterær myte som Thomas Pynchon. Det hele er så samtidig parret med vilde henvisninger til populærkulturen: det afsnit af ’Friends’, hvor Freddie, som er en kvinde, bliver myrdet, mens hun sover. Men som viser sig at være en anden serie: ’Shrimp Cocktails For Two’.

Ofte sår Kaufman tvivl om sin egen teksts troværdighed ved at komme med referencer, der er mystiske. Og såmænd også ved at levere en sønderlemmende kritik af Charlie Kaufman. For hovedpersonen har ikke meget tilovers for ham. Han er pueril og irriterende.

Det løber af sporet. Som Kaufmans ting har det med at gøre. Men det er enormt underholdende, og som læser sejler man af sted på værensglemslens vidunderlige vande – dog bestandigt rusket af behov for at slå ting op. For kan det virkelig passe, at der findes et ti timer langt stykke med titlen ’The Warp’ af en vis Neil Oram. Det gør der.

På et tidspunkt er Rosenberg hos en psykiater, som han naturligvis geråder i konflikt med, fordi han er så pisse selvbevidst og irriterende, at hun siger: »Det er ikke mit job at gøre dig woke«. Det mener han så, det er. Niks, siger hun: If it ain’t woke, don’t fix it.

Og sådan er det hele vejen. For meget. Men elskeligt.

Læs mere:

Annonce