Der var ikke meget hygge-nygge-panserbasse over de fortrinsvis unge og veltrænede, nyuddannede politibetjente, der fra 1969 og godt 30 år frem blev rekrutteret til Uropatruljen – en særlig og efterhånden særdeles kontroversiel afdeling i Københavns Politi.
Uropatruljen blev nedlagt i 2001, men fik allerede nådesstødet efter de voldsomme uroligheder på Nørrebro 18. maj 1993, hvor det blev klart, at Uropatruljen havde udviklet sig til en helt ukontrollerbar etat i etaten. Politiets hårde halse var gået over gevind og havde levet op til smædebetegnelsen »monstre med politimæssige beføjelser«. Modstanden mod Uropatruljen var udbredt, også inden for politiet selv, og otte år senere sluttede eventyret.







