0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Bag Astrid Lindgren-gadenavnene ligger nabostridighederne på lur

Svenske Mattias Edvardsson gentager succesformlen fra sin tidligere roman i sin nye krimi, ’Gode naboer’, som desværre ikke når forgængerens niveau.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Matthias Edvardsson holder slet ikke niveauet fra sidst.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I Mattias Edvardssons foregående roman, ’En helt normal familie’, blev fortællingen om en forbrydelse splittet op mellem tre fortællerstemmer med radikalt forskellige opfattelser af sandheden. Det var snedigt gjort – og et effektivt middel til at holde spændingen oppe gennem romanens mere end 400 sider. I ’Gode naboer’ forsøger Edvardsson så at gentage succesen, og hvem kan bebrejde ham det?

Nu handler det om ægteparret Bianca og Micke, der med deres to små børn flytter fra Stockholm til den lille by Köpinge uden for Lund. Deres nye hus ligger i et roligt villakvarter på Spektakelmagergade, hvor alle kender alle. I romanens begyndelse kommer Micke, der arbejder som skolelærer på den lokale skole, hjem til sirener og blå blink: Bianca er blevet kørt ned af nabokvinden Jacqueline, og alle i Spektakelmagergade har en holdning til, hvordan det hænger sammen.

Romanens anslag er godt, og Edvardsson er hurtig til at få skabt en konflikt mellem på den ene side forstadens umiddelbare idyl i parcelhuskvarteret, hvor alle gaderne har navn fra Astrid Lindgrens beroligende verden, og på den anden de nabostridigheder, der ligger og lurer bag ligusterhækkene.

»Spektakelmagergade nummer tretten. Hvad kan ligesom gå galt?«, som Bianca siger til Micke med et glimt i øjet. Det er en kliché, men den virker.

Synsvinklen veksler mellem Micke, Jacqueline og Jacquelines teenagesøn, Fabian, en indelukket og socialt besværet dreng med mange sår på sjælen. Jacqueline er tidligere model og med Mickes ord »så køn, at det var svært at se på hende i Biancas nærvær. Der var ligesom ikke et neutralt sted at gøre af blikket«, men hun har et usundt forhold til alkohol og besidderiske mænd.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce