Et øje er en rund ring med en prik indeni. Julen er 24 dages endeløs venten. Det første klarer Rasmus Bregnhøi. Ingen kan lægge så meget sjæl ind i den runde ring med en lille prik i, som han kan. Og sammen med Sabine Lemire er han også med på at give de 24 dage nyt indhold i genren kalenderbog. Man troede ikke, det var muligt. Det er det heller ikke.
På overfladen er ’Miras jul’ en glitrende, sødmefuld og raffineret historie om plantebaseret ventetid i veltrimmede omgivelser ved Christianshavns kanaler i København. Bogen er smukt gennemtænkt og lækker i sit layout. Så den er lige til at knuselske, var det ikke for ordenes underliggende omsorgspædagogiske snusfornuft. Taler og tænker børn og voksne virkelig sådan til og om hinanden? Eller er Mira-historierne (denne er nr. 6 i rækken) i virkeligheden mere ude på at imponere voksne læsere? Man får måske et lille hint herom, når man læser Pingpris-juryens motivering for at give sin pris til et tidligere bind: »Alle der enten har en datter, eller selv har været en datter, vil kunne genkende de følelser som skildres i tegneserien«. Hvad så med Mira selv!?
Men til (jule)sagen! Det er Mira, der fortæller de 24 situationer. I hendes klasse trækker hver elev et nissenavn op af lærerens uldne sok. Miras nisseven sender grænseoverskridende gaver og ondsindede tekster. Sådan noget gør man ikke! Samtidig er der knas i de sammenbragte julefamilier på kanalkanten. And eller ej. Ikke kun, når den skal steges. Og nu, hvor Miras mor er begyndt på linoleumstryk om onsdagen, ved man nok, hvad som venter under træet. Mira og Gunnar smiler til hinanden. De skal i biffen i juleferien. Læseren smiler såmænd også, for nu er det endelig jul. Og så kan vi komme videre.
Jeg ved godt, at Mira-bøgerne er umådelig populære hos målgruppen – hvem den så er. At serien er solgt til både nær og fjern. Jeg synes bare ikke, den leverer. Den giver sukkerkugler for brød – plantebaseret.
