0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Anmelder giver tre hjerter: Under læsningen af dansk forfatterikon fik jeg ofte lyst til at stramme dem op

Brøggers samling af blandede tekster har to mærkesager: kunsten og individet; begge anser hun for at være modgift til en materialistisk, identitetsfikseret, nationalistisk, historieløs og udannet kultur.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Suzanne Brøgger præsenterer sine tekster under den japanske genrebetegnelse 'Zui hitsu', hvilket betyder 'løst sammensatte personlige essays, historier og fragmenter, der bare følger penslen'.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det allerbedste i Suzanne Brøggers nye samling blandede tekster står til allersidst og er et digt med titlen ’Vermeer’ af den polske nobelprismodtager Wislawa Szymborska:

»Så længe den kvinde på Rijksmuseum/ i malet fred og ro/ dag efter dag bliver ved med at hælde mælk i skålen/ har verden ikke fortjent at gå under«.

Så smukt og enkelt kan man skrive en forsvarstale for kunsten. Og det er også det, hele Brøggers afsluttende tekst er: en forsvarstale for kunsten. Under titlen ’Apologi’ forklarer hun, hvordan hun er »nødt til« at skrive sine bøger, fordi hun har en »daimon«, der indgiver hende dem.

Identifikationen med Sokrates går så vidt, at vort jeg forestiller sig at have en dødsdom hængende over hovedet for at bedrive sin »virksomhed«. Hun henvender sig til sine »kære medborgere« og anklager dem for kun at interessere sig for materielle ting og forsømme sjælen.

Szymborskas digt er selv kunst. Det er Brøggers tekst ikke. Den er debatindlæg eller lejlighedstale. Det er også de genrebetegnelser, man må hæfte på en række af samlingens andre tekster, dertil kommer reportage, dialog, interview, brev, forfatterportræt og tilløb til fiktiv fortælling a la Blixen.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce