Mens genåbningen og foråret raser, har jeg givet efter for en indre trang og rullet gardinerne helt ned, så soveværelse, stue og arbejdsværelse henligger i evigt halvmørke.
Det er ikke, fordi jeg ikke også har længtes efter forår og friere former, men nu det endelig er her, vil jeg nødig forlade den lune lomme, som vinteren var. Jeg har så at sige forvandlet mig til en længe hengemt surdej og sidder nu helst helt stille og citerer Eliot, min nye forbundsfælle, som også syntes, at vinteren var en varm dyne:
