Det var en god dag, da Stian Hole og Kim Fupz Aakeson mødte hinanden. Det blev til billedbogen om ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ fra sidste år. Og man kunne se, hvordan den lidt salvelsesfulde norske tegner (med den enestående digitale teknik) blev smittet af danskerens gode humør. Kim Fupz mødte til gengæld en dybde og alvor, som han ikke altid har.
Nu skal det handle om drengen, der mister sin ven. Og sin lommekniv og sin dværghamster. Sin mormor og sit gymnastiktøj. Det værste tab er Bosse, som er flyttet til Australien, fordi hans far er i shippingbranchen. Aksel er i krise. Og ingen kan hjælpe ham. »Tiden læger alle sår«, siger de voksne, men det ved Aksel ikke endnu. Sådan surfer tegner og fortæller rundt i en detaljerigdom af oplysninger og figurer, som måske kan lette savnet. Men det er faktisk med den overrumplende pointe, at der ikke er noget at gøre ved det. Savnet. Sådan er det. En banal lærdom, som løfter ’Ting der bliver væk’ op i skyen. Tiden læger alle sår. Og en ny nabo i det grå hus kan blive en ven. Han hedder Sven.
Mens man venter, kan man dykke ned i Stian Holes univers af ting og sager i forunderlige bløde farver. Stramt og finurligt. Sorg bliver til glæde på en ordentlig måde. Snøft.
Men det er for tidligt at lægge lommetørklædet væk, for her kommer elefantungerne Carl og Fanny stolprende hen ad skovstien. Det udløser prompte glædestårer. De er ude efter at finde noget. En skat måske? Eller hindbær? De finder en død fugl, som fortjener en ordentlig begravelse, men en snabel er ikke god at grave med. Fanny og Carl kommer længere ind i uvejsomt terræn, hvor der står en pind med en hat på. Mystik! Og de kommer ud af skoven, hvor de møder nogen, de ikke havde ventet at møde. Det giver ordet skat en helt ny betydning.
