Søren Ulrik Thomsen har altid haft en stærk sans for steder, men først med ’Store Kongensgade 23’ fortæller han direkte om det vigtigste: Store Kongensgade 23, 4. sal, hvor han sammen med sin far og mor og tre brødre flyttede hen fra Stevns i august 1972. Han er da 16-17 år, året har været fuldt af det værste og det bedste, og den dag i dag, hvor digteren er 65, fylder adressen ham ved gensyn med »intens, berusende forventning til en kommende tid, som om dette hus, som det snart er halvtreds år siden, jeg boede i, på hemmelighedsfuld vis udgør selve stedet, hvorfra al fremtid for altid vil udstråle, selvom det tilhører fortiden«.
Den storbybevidsthed, som afsatte sig så fortættet i ’City Slang’, begyndte altså i Store Kongensgade, og mange af essayets erindringer vil trofaste Thomsen-læsere tidligere have mødt som poesi. F.eks. det klubværelse i Købmagergade, han flytter ind i, og som genkendes som et af de »værelser presset ind under taget«, som han digtede om i ’Vent’, hvor efterårsstemninger fylder så meget.
