Fodbold er ikke for de stumme’. Sådan lød titlen på Lasse Ellegaards bog, der udkom for 35 år siden. Titlen var hentet hos Søren Lerby, men man kunne med lige så stor ret lægge et lignende citat i munden på en af nutidens forfattere, for dén beskæftigelse er heller ikke for de mundlamme. I dag skal forfatteren helst kunne indtage scenen på nettet, i medierne og på talerstolen.
Den norske forfatter Tore Renberg sidder som 49-årig og længes tilbage til gamle dage, fremgår det af netmediet Bok365: »Fortællingen om forfatteren, som bare sidder for sig selv og skriver, gælder ikke længere. Indholdet i arbejdet er blevet mere omfattende og krævende. Verden ser helt anderledes ud, end da jeg debuterede i 1990’erne«, siger Renberg, som på dansk senest har fået udgivet romanen ’Angreb fra alle sider’.






