Steder på vejen’ hedder Peter Laugesens seneste digtsamling. Men det er, som om den også har en anden titel – efter titelbladet endnu et titelblad: ’Totter, stubbe og skud’. Måske skal vi læse det som en undertitel, en specifikation af stederne på vejen eller ligefrem en genrebetegnelse. Disse digte er (græs)totter, stubbe og skud. Små versestrå, spredt forskudt på siden, stubbede fragmenter eller grene, der skyder ord.

Laugesen har det med at sprede vers og strofer og enkeltord rundtomkring på siden i forskudte figurer med markante mellemrum. Men der er også slanke høje digte med fast margin, mere som træstammer – eller så tynde, at de bliver nøgne grene: »det/ er/ ikke/ mere/ noget/ og/ det/ er/ ikke/ noget/ endnu«.