Måske er den berømte amerikanske forfatter Norman Mailer, der døde i 2007 og betegnede sig selv som venstreorienteret konservativ, blevet cancelled af sit forlag, Random House. Måske er han ikke.
I en artikel i mediet The Ankler hævder journalisten Michael Wolff – forfatter til en bestseller om Trump, ’Fire and Fury’ – at Random House først havde planlagt at udgive forfatterens politiske tekster i 2023 i anledning af 100-året for hans fødsel. Men siden har verdens største forlagskoncern altså sløjfet planerne, angiveligt fordi man er bange for eventuelle kontroverser, ikke mindst på grund af Norman Mailers omdiskuterede holdninger til kvinder og homoseksuelle og politisk betændte titler som ’The White Negro’.






