Jeg er blevet helt afhængig af Shahrnush Parsipurs tørre, snappe humor, som romanen ’Frie oplevelser’ (1970) er så gennemtrængt af. Selv når scenerne er allermest ubehagelige, kan det være svært ikke at le.
For eksempel da den navnløse jegfortæller bliver svinet til af en bejler, som hun netop har afvist. Den ellers så polerede souschef hr. Yeganeh bliver ond af afvisningen og spyr den ene nedladenhed efter den anden i synet på den unge kvinde. Da han spørger, om hun ved, at hun ikke er smuk, svarer hun kort og lakonisk: »Ja, jeg har et vægspejl«. Og da han bebrejder hende den venlighed, hendes mor har vildledt ham med, parerer hun med uhørt ro: »Jeg er oprigtig ked af det. Men hvad kunne man gøre? Fruen er mor og ønskede, at hendes datter skulle giftes. Det har faktisk ikke noget med mig at gøre«.
