I februar 2018 trillede en bil med tonede ruder ind på parkeringspladsen ved universitetet i Tübingen. Da nøglen blev drejet om, og motoren stoppede, trådte to skikkelser iført lysegrå uniformer ud. Højtstående officerer i det tyske Bundeswehr. Et sjældent syn på campus.
Officererne skulle til møde hos litteraturprofessor Jürgen Wertheimer, som netop havde indledt et opsigtsvækkende samarbejde med det tyske forsvarsministerium. Das Cassandra-Projekt blev det kaldt.
Ved hjælp af skønlitteratur ville Jürgen Wertheimer og hans assistenter forsøge at forudsige fremtidige krige. De ville bruge udkomne bøger og modtagelsen af dem som en slags social seismograf til at opfange frustrationer og konflikter i befolkninger rundtom i verden. I samarbejde med lokale hold af litterater, kritikere og forfattere i udvalgte regioner ville de analysere tusindvis af udgivelser. Alt sammen med det mål at kunne imødegå problemerne, inden der blev grebet til våben.
»Litteratur kan se ind i et samfunds indvolde«, som professoren har sagt til Deutschlandfunk. »Den kan få øje på brydningspunkterne og på den måde gøre os klogere«.
