Claus Bundgård Christensen har med sit seneste værk åbnet døren ind til en nazistisk subkultur og leverer en helt igennem suveræn analyse af den yderste højrefløj op gennem 1930’erne og ind i besættelsen.

Seks hjerter: Historieskrivning, når den er bedst

xxxx Foto: Postkort
xxxx Foto: Postkort
Lyt til artiklen

Der indtraf en pudsig episode i 1971, da kunsterkollektivet Røde Mor under istandsættelsen af en lejlighed i Kompagnistræde opdagede politisk graffiti på væggen. Der stod malet: ’Følg Wilfred’ efterfulgt af et hagekors. Lejligheden havde i slutningen af 1930’erne været benyttet af sortskjorterne fra Nordiske Legioner.

Synet af hagekorset og mindet om fortidens førerkult har sikkert styrket de revolutionære socialister i deres tro på, at verden var på vej til at blive bedre, og nazismen hørte til på historiens mødding. Hvad medlemmerne af Røde Mor næppe reflekterede over, var, at deres møde med fortiden på væggen viste dem, at de havde noget tilfælles med dem, som havde malet på væggen på et tidspunkt i 1930’erne. Både i 1930’erne og 1970’erne var den politiske kultur præget af radikale bevægelser, som ville omstyrte det bestående samfund via revolutionen. Dertil kom, at begge bevægelser udsprang af et ungdomsoprør.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her