Jeg sidder i en skovkant og læser Sarah Engells nye roman, ’Skoven’. Den er direkte uhyggelig. Jeg kigger mig omkring. Stod den store bøg så tæt på før? Hvor bliver sollyset af? Hvad er det, der hviskestøjer?

’Skoven’ er en dystopisk fortælling fra generne og dna’ets land. Holdt i udstrakt arm, for man skal ikke tro, at forfatteren klynker eller sentimentaliserer. Derfor er der heller ikke rigtig personligt liv i de tre hovedpersoner. De skal bruges til at anbringe læseren på tærsklen til et mareridt, vi selv har fundet på. De fleste vil ikke bryde sig om at blive som træer igen. Ingen andre end træer. Og buske. De har nemlig deres eget liv, som den tyske forfatter Peter Wohlleben har afsløret for os i sine bøger. Der er en livlig trådet forbindelse under jorden. Træerne ved, vi kommer, før vi selv ved det.