Jeg fik engang det råd af en skønlitterær forfatter, at man aldrig bør gå i rette med en anmelder. Som forfatter kan man nemlig kun fremstå som ynkelig og forsmået og kan intet vinde ved det. Det er en klog observation, som jeg helst ville efterleve, men når Matthias Dressler-Bredsdorff sabler mig ned hen over to fulde sider, vover jeg alligevel at reagere. Grunden er, at den lange anmeldelse nemlig kun i mindre grad handler om min nye bog, ’Tænk’, og i højere grad om mig som person og mit offentlige virke.

Efter at have analyseret min pludselige katapultering ind i den offentlige debat med ’Stå fast’ fra 2014 konkluderer Dressler-Bredsdorff, at tidsånden nu er en anden, og at man derfor bør glemme Svend Brinkmann, som der også står i anmeldelsens rubrik. Det er kun min forfængelighed, der ville lide skade af det, hvilket sikkert ville være sundt, men jeg mener, at der er gode grunde til at huske på – snarere end at glemme – den tænkning, jeg forsøger at udtrykke i mine bøger. I ’Tænk’ er det traditionen fra Sokrates og Aristoteles til Arendt og Nussbaum, hvor den nysgerrige og dvælende tænknings egenværdi fremhæves. Lad mig prøve at forklare, hvorfor det ikke skal glemmes: