Det er samtidens kritiske sandhed: Verden accelererer, tidens fylde forsvinder, og ligesom det meste af den offentlige sektor er også privatlivet efterhånden blevet konkurrenceudsat. Vi møder virkeligheden med mål og vægt – kigger på kalorietælleren, når vi løber; læreplanen, når vi underviser – men bliver samtidig ulykkelige og syge, når vi selv oplever konstant at blive målt og vejet af os selv, vores medmennesker og de systemer, vi tilsammen har skabt.
De fleste er i varierende grad enige: Midt i velstanden er vi i færd med at miste sansen for det, der har værdi i sig selv; midt i den materielle succes truer den eksistentielle fallit. Det kolde Danmark er ved at ødelægge det varme.
Psykologiprofessor Svend Brinkmanns samtidsdiagnose, der særligt kiggede på den personlige side af denne historie, ramte i 2014 ned i et Danmark, der igennem efterhånden et par årtier havde måttet vænne sig til at leve neoliberalt. Først kom new public management-bølgen i 90’erne – anført af Nyrup, Lykketoft og Jelved – siden kom selvudviklingen og selvoptimeringen. Staten skulle nu organiseres efter det private initiativ, men hvad der måske kom bag på flere var, at privatlivet nu også skulle organiseres som et initiativ. Kort sagt: Før havde vi mål og ønsker. Nu har vi måltal og bucket lists.
Resultat: udbredt modløshed, angst som social epidemi, et tiltagende patientmæssigt sammenfald mellem skolestuen og de psykiatriske klinikkers venteværelser – i 2018 havde næsten halvdelen af de danske piger under 19 således været forbi sindsomsorgens tremmesofa på et eller andet tidspunkt i deres liv.
