Kære Felix
Her i vores lille format fordeler vi os jo lige, hvis man kun tæller til to køn, en mand og en kvinde. De to køns forhold til og med og mod hinanden er evigt til debat, men nu har Sebastian Lynggaard (måske bedre kendt som meme-profilen @herligesvend på Instagram) skrevet en bog om og til mænd. ’Mandsforræder’ hedder den, føler du dig forrådt?
Mvh. Benedicte
Kære Benedicte
Ja, undskyld, men jeg har ikke haft tid til at hidse mig op over køn denne gang. Jo jo, der er mange vigtige samtaler, vi skal tage, men jeg er faldet ind i et andet hul i Sebastian Lynggaards bog, hans parenteser. Der er mange af dem, næsten på hver eneste side. Nogle gange er det hele afsnit, der befinder sig mellem de halve ellipser, nogle gange er det enkelte ord. Tit er de overflødige eller sat lidt forkert, men det er ikke så vigtigt. De er en slags ekstra stemme (som jeg forestiller mig er lidt mere lys(?!)), der gennemhuller teksten. En spøgefugl inde i det bur, der er en bog, som nogle gange synger ud mellem sine blæktremmer.
»(I øvrigt, og nu spørger jeg bare, men hvornår har du sidst vasket dig i røven? Hm?)«.
Her er tale om tekst, der ikke behøver være i parentes (det betyder blandt andet, at der ender med at være et punktum for meget, fordi det er enormt irriterende det med parenteser, der skal ignorere resten af tegnsætningen), men kan du mærke det drilske, det giver? (Som to hænder om en mund, en hemmelighed fortalt i en hule).
Det sjove sammentræf er, at jeg lige nu læser en gammel bog, der gør noget af det samme, belgiske Jean-Philippe Toussaints ’Fotografiapparatet’, som kom på dansk i 1990. Jegfortælleren skyder nogle af sine betragtninger ind i parenteser (jeg kan ikke citere, den ligger derhjemme). En anden slags sammentræf: Sebastian Lynggaards bog begynder med en fortælling om hans hjernerystelse, og hvordan det ændrede hans liv. I Jean-Philippe Toussaints bog er det en vabel mellem tæerne, der blandt andet tvinger jeget til at genoverveje sin færden. Det er det kropslige besvær som en splittelse af subjektet, der leder til den høje frekvens af parenteser, måske?
Det skriver sig selvfølgelig ind i en lang række af værker, fiktion og nonfiktion, hvor man bryder den fjerde væg og taler direkte til beskueren. Tænk også på tv-serien ’Fleabag’, hvor hovedpersonen tit kigger os seere i øjnene og fortæller, hvordan hun egentlig har det med en given situation, parenteserne som et helt bestemt blik. Måske parenteserne faktisk er himlende øjne, der kigger på os?
(°)(°)
Jeg har i hvert fald fået blod på tanden, jeg er klar til at (nej, slet det, jeg har opbrugt min kvote. Jeg vil ikke længere) (mis)bruge parenteser.
fortsæt med at læse
