G.H. rejser sig fra morgenbordet for at gøre rent i det værelse, hushjælpen netop har forladt. Hun glæder sig; selv om hun er skulptør, bilder hun sig ind, at hun sikkert ville elske det daglige vedligehold højere end den kunstneriske formgivning.

Derfor er det også et chok, da rummet viser sig allerede at være pinligt rent. Bortset fra omridset af to nøgne skikkelser og en hund, som hushjælpen trodsigt har tegnet på væggen, er der intet at ordne. Forvirringen er total. Er tegningerne en sidste misbilligende meddelelse fra hushjælpen? Antyder nøgenheden, at G.H. fører et utugtigt liv? Den første desorientering er dog intet imod den gru, G.H. hensættes i, da hun i klædeskabets mørke mødes af en ældgammel, fed kakerlak: