Kære Felix
Uden mad og drikke duer helten ikke, men der skal også penge på kontoen, ellers er det svært at være til i vores samfund. Ha-Joon Chang er koreansk økonom og forfatter. Med bogen ’Spiselig økonomi’ bruger han mad til at forklare, hvordan pengenes verden fungerer. Hvis ikke han kan lære os at spare, kan han måske kaste en opskrift af sig. Kan han få dig til at sætte noget i ovnen eller bankboksen?
Mvh Benedicte
Kære Benedicte
Min appetit er vakt, Ha-Joon Changs blanding af mad og penge er mærkelig og indbydende. Via retter og ingredienser bevæger han sig fra skærebrættet til verdensbanken. Du kan således vælge mellem kapitler om kylling og ulighed, oksekød og frihandel, rejer og protektionisme, jordbær og robotter. Kun et udsnit, der er tale om et sammensat og meget nysgerrigt menukort. Mad og økonomi minder om hinanden, de gør noget håndgribeligt ved vores liv.
Indledningen handler om hvidløg. I Korea er der tale om en kerneingrediens, men da forfatteren lander i England i 1980’erne i forbindelse med studier på Cambridge, finder han ud af, at de madkonservative briter afskyr det. Generelt er landet på det tidspunkt stagneret i udkogte grøntsager og klæg sovs. Skulle de have noget så eksotisk som pizza, skulle der helst en bagekartoffel på. Men der sker noget:
»Man kan forestille sig en magisk skærsommernatsdrøm-aften i midten af 1990’erne, hvor det britiske folk endelig indså, at deres mad rent faktisk var forfærdelig«.
Briterne åbner sig for verdens mad, og hovedstaden London fungerer nu som internationalt madmekka, fordi ingen smag regerer egenrådigt.
Jeg fornemmer, at Ha-Joon Chang mener, økonomiens hjerner ikke har haft samme eventyrlyst. Det er i høj grad den nyklassiske økonomitankegang, der regerer, den, de fleste lande baserer deres politik på.
At forstå økonomi er sværere end at koge et æg, det er nemt for os lægfolk at lade ’de kloge’ om at svinge lommeregnerne. »Men er det bare sådan, det er?«, spørger Ha-Joon Chang, skal jeg og du bare vente, »mens du ser verden omkring dig blive knust og formet i overensstemmelse med en eller anden teori, du ikke forstår?«.
Kuldegysninger herfra. Jeg er bange for økonomi og madlavning, jeg lader nok lidt for ofte andre om at fatte krydderier og skattetryk.
Jeg snakkede med en naturvidenskabelig forsker den anden dag, som forklarede, at man i nogle akademiske kredse synes, det er dumt, at man giver en nobelpris i økonomi. ’Videnskaben’ er simpelthen for ung og kaotisk, den har slet ikke de tunge historiske erfaringer, andre felter har. Når jeg læser i ’Spiselig økonomi’, forstår jeg det. Jeg ville hellere have en nobelpris i madlavning, en videnskab hundrede gange ældre og mere troværdig end økonomiens alkymi.
fortsæt med at læse
