’Illuminationen af alt’ er Signe Gjessings femte digtsamling, og som altid er jeg på gyngende grund i hendes poetiske rum, hvor spillereglerne synes uhyre komplicerede og samtidig såre simple.

Ingen kan som Gjessing forene det hverdagslige med det kosmiske, så begge sfærer fremstår som fornyede. Tag for eksempel denne forunderlige linje: »se en stjerne spænde sit armbåndsur af i en af de mulige stjerners huller«. Jeg fryder mig ved tanken om at skulle lægge hovedet tilbage, se op i stjernevrimlen og få øje på en urrem. Samtidig kan jeg ikke fuldkommen få billedet til at hænge sammen – for hvordan kan stjernen både være indehaveren af ur og hullet i urremmen?