Homers ’Iliaden’ er en af de ældste tekster, som vi stadig læser. De 24 sange bygger en eventyrlig bro fra 700 år før vores tidsregning og frem til i dag. Eposset om den trojanske krig kan uden tøven kaldes for en af de vigtigste fortællinger i menneskets historie, alle kunstarter har forholdt og forholder sig endnu til Helena, Paris, Achilleus og de andre.
Sådan en bog er Anders Søgaards ’Iliaden’ på en måde også. Den består også af 24 sange, men den er meget kortere, bare lidt over 100 sider. Anders Søgaard har primært skrevet poesi og er også forsker og musiker ved siden af forfattergerningen. Genremæssigt er bogen ud over det hele, måske nemmest forklaret med et citat fra bogen:
»Som et knudret gammelt træ, der ubeslutsomt vokser i alle retninger på én gang«.
Som at fare vild på museum
Den er genskrivning, essayistisk spørgsmålstegn, kriminalroman, fabulerende arkæologi og erotisk fanfiction blandt andet. Der findes et utal af læsninger og bearbejdninger af Homers ’Iliaden’, den uendelighed låner Anders Søgaard. At læse det er som at fare vild på et fremmed museum. Jeg ved ikke altid, hvad der foregår, men så sætter et billede sig alligevel fast:
»Er der noget, der adskiller en dør, bag hvilken der bor en heltinde, fra en almindelig dør? Ja. Den tager længere tid at gå ind ad«.
Sådan kan Anders Søgaards ’Iliaden’ også læses, som en række smukke tekster.
Denne nye ’Iliaden’ er et drilagtigt palimpsest, der som det oprørslystne tusindårstipoldebarn både fejrer og hærger sit ophav. Eller måske er det ikke Homer så meget som alle eftertidens læsere, der får et rap over nallerne:
»Når vi tænker på antikkens Grækenland, begynder vi at vrøvle (...) Vores guide siger, det er civilisationens vugge; som om vi havde løbet blodtørstige og nøgne rundt med fråde i mundvigene, hvis ikke det var for Perikles’ citadel«.
Det er sjovt at grine ad vores ophøjen af græske tanker. Senere lyder det:
»Hvad ved du om, hvad kineserne lavede for tre tusind år siden? Eller irakerne? Flere hundrede hvide, togaklædte mænd spiller på harpe, mens slaver tørrer dem i røven og serverer oliven. Antikkens Grækenland er ikke vor kulturs vugge, men dens akilleshæl«.
Poetisk svirpen
Anders Søgaard leger med vores forestillinger om, hvad vi stammer fra, kilder selvhøjtideligheden og udpeger med poetisk svirpen, at vores tanker om, hvor vi og vores kunst stammer fra, er kunstig. Fortiden er noget, vi finder på, det er overanalyserede potteskår og romantiserede flintesten. Verden er mere end Europa. Og samtidig er det menneskeligt at ville knytte sig til en fortid, forestille sig blodet og kærligheden i Troja. Vi er en narrativ art, vi kan lide at forstå vores forhistorie som historier.
Det smelter sammen, i landskabet blandt andet. Det er kulisse, virkelighed og tekst på samme tid:
»Sollyset falder klodset gennem trækronerne, som regndråber, der rammer bladryggene i tusinde vinkler og skydes tilbage som småbitte fontæner. Som fodnoter til et langdigt. Fårene er uldede og ord-agtige. Brægende, stolte væddere, lam, drægtige får og gimmerlam glider som et gråhvidt, skummende hav op ad den skrånende slette«.
Sådan flimrer det i denne ’Iliaden’, varmt og forvirrende. Og jeg som anmelder gør det sikkert ikke meget nemmere at forstå lige nu, men det er begge Iliader også alt for fraktale til, at jeg evner. Anders Søgaard er kendt for sin rundtossede skrift, denne udgivelse skiller sig ikke ud.
Vi tror, vi alle står i skyggen af Homers ’Iliaden’, men med Anders Søgaards snurrende fjerkost ’Iliaden’ viser det sig, at det måske bare var et tykt lag støv.
Lad din indre oldtidskundskabslærer drille og fornøje.
fortsæt med at læse
