Handlingen i franske Jacques Tardis serie ’Adèle Blanc-Sec’ er stort set umulig at referere. Så fuld af forviklinger og intriger, ordspil og ekskurser, retningsskift og referencer og al mulig labyrintisk lirumlarum er den. Men som Tardi med genrebevidst selvironi gang på gang lader sine figurer sige: »Lad os rekapitulere ...«:
I 1910’ernes Paris udklækkes en forhistorisk pterodaktyl ved et mediums tankekraft, en babylonsk dæmonsekt spreder en uhyggelig pest, gale videnskabsmænd vækker et fortidsmenneske til live, oldgamle mumier vågner fra deres tusindårige slummer, Første Verdenskrig bryder ud, mens mafiaen og storfinansen forsøger at skabe en ny verdensorden.
