Kære Felix
Hvordan så dit teenageværelse ud? Var det pynt eller Playstation? Jeg snager kun, fordi jeg sidder her med ’Still Life of Teenagers’ af fotografen Barbara Marstrand, en fotobog om teenageværelser.
Det er let at lege ’kender du typen?’ med bunker af vasketøj, opladere og drømmefangere. Nogle spår i kaffegrums, kan du spå lidt i teenagerod?
Mvh Sigrid
Kære Sigrid
Åh, en fryd og et gys, at blive mindet om teenageværelset. Barbara Marstrands purpursmukke bog er syet labert i ryggen og er i sig selv en lang række af idolplakater, der pompøst udfolder sig. Jeg kan næsten lugte den hengemtsøde lugt af ungdoms sved. At være teenager er at hengive sig ottehundrede procent til sin egen personlighed. Det er at hænge et vejskilt op på væggen, at samle på plader for æstetikkens skyld, at tro, man er den første, der har sat et postkort op med elefantsnot. At være teenager er at stråle sig i sine medaljers gyldne skær, at gøre gaming til sit fuldtidsjob, at forelske sig i drømmefangerens løfter.
Den drømmefanger der, hvordan har den overlevet så mange teenagegenerationer? Jeg forestiller mig fabrikker der udelukkende lever af, at folk bliver 14 og derfor statistisk set falder for dette spindelvæv med farvede fjer, så langt fra dets spirituelle ophav. Jeg googler det, og Wikipedia fortæller mig, at drømmefangeren især blev populær i 1980’erne, som på mange måder er et enormt teenageagtigt årti. Tænk bare på ’Samlede Strunge’ og noget med David Bowie, det er peak teenage og peak 80’er, du bliver svært 20 uden at indoptage mindst en af tingene.
Det er svært at være teenager, det kan jeg huske, og jeg kan ikke se det i ’Still Life of Teenagers’, jeg kan genkende det. Måden, man desperat forsøger at både finde og finde på sin personlighed på, mens den er under angreb fra både forældre, klassekammerater og indre tvivlsspørgsmål.
Ethvert menneske er en kanal, hvorigennem mere eller mindre enslydende melodier spiller. At være teenager er, at nogen står og skruer på alle knapperne, bølgerne krydses i et avantgardistisk makværk. Man er dressur, Tove Ditlevsen og Pokémon på samme tid. Man blander håndvægte, bamser og dovent fritidsarbejde hos bageren. 400 kroner er virkelig mange penge, og alligevel er de lynhurtigt brugt på billige kiks og en mærkelig parfume.
Alt denne indre tumult viser sig som tegn i teenageværelset, som uvaskede kopper, udtrådte sko og fedtede spejle.
Kroppens kup
To grufulde minder fra egen krop:
Dengang mine forældre, mildt og indskudt mellem to hovedsætninger, fik sagt, at det kunne være, jeg skulle begynde at gå mere i bad og bruge deodorant.
Dengang min far spurgte, om jeg havde brugt hans skraber, blandt andet fordi jeg havde små sår i ansigtet. »NEJ!«, sagde jeg meget bestemt og nybarberet. Min mor måtte redde mig og sige, mod al tydelighed: »Hvis han siger, han ikke har, så har han ikke«.
Begge gange flimrede det for mine øjne, mit legeme havde bedraget mig.
Og man glemmer det nemt, når man brokker sig over teenagerens selvisolation, personlighedsforandring, næsvished – kroppen er i gang med at kuppe tilværelsen. Forestil dig den absolutte forvirring, skam, smerte og nydelse i denne liste:
At onanere første gang. At opdage et spinkelt hår på overlæben. At udskille nye kropsvæsker. At mærke hormonerne som en skruetvinge på sit humør. At være den første med bryster, den sidste. At nogen barberer ben. Stemmens knæk en morgen over cornflakes. At skulle huske hævekortets pinkode. At blive 12 centimeter højere på en sommerferie. Forhudsforsnævring. Ægløsning. Ordet ’prævention’ sagt af en skolelærer.
Jeg skulle aldrig bede om at være teenager igen, også selv om Barbara Marstrands billeder er så omsorgsfulde, så jeg næsten kan få lyst til at lægge mig ved siden af vasketøjsbunkerne i de uredte senge.
fortsæt med at læse
’Pinligt!’, ville nogen skrive: Politiken-journalister brainer på at udgive en gang sludder som en samtalebog
-
Felix Thorsen Katzenelson: Vi bliver tudet ørerne fulde med, at vi har noget af deres skandinaviske heltemod i os
-
Felix Thorsen Katzenelson: Jeg vil hellere se maling tørre end at læse 'Emily in Paris' som bog
-
Amerikansk rigmand bruger to millioner dollars om året på at holde sig ung. Jeg forstår ham – næsten
