H vis flere end to personer drømmer den samme drøm, er det ikke længere en drøm. Men hvis ingen drømmer, er der jo heller ingen drøm. Det er dét, der er problemet i dag. Ingen drømmer, ingen kan forestille sig alternativer til den verden og det samfund, vi lever i. Hvad er politikere andet end voksne mennesker, for hvem friske meningsmålinger og ubøjelige excelark endegyldigt er blevet vigtigere end flammende manifester og utopiske energier?

Pointen er, at det netop er i en tid som denne, hvor klima- og biodiversitetskrise og en lang række andre kriser står i kø, at vi har brug for drømme, utopier og fremtider i flertal. Fantasien er blevet en forudsætning, ikke en forhindring, for menneskehedens fortsættelse. Det har jeg tidligere skrevet om i avisen her. Og for nylig er der kommet en bunke bøger på dansk, som også kredser om forholdet mellem klima, krise og utopi.