Lyt til artiklen
For omkring 150 år siden stillede en relativt ukendt 29-årig mand sig op på en af landets fineste talerstole og annoncerede det, der skulle blive kendt som Det moderne Gennembrud.
Dansk kultur, hævdede han, var blevet siddende i Europas romantiske hængedynd. Hvis der overhovedet var noget positivt at sige om dansk litteratur, handlede det om »enkelte Naturskjønheder, nogle karakteristiske Folkeskikkelser«. Dansk digtning så ikke »Vor tids Menneske«, som det var, og den havde endnu ikke forstået, at frihed var noget, man havde pligt til at udfolde, mente han.
