Lyt til artiklen
For fem år siden gjorde jeg en af de absolut pinligste ting i mit liv. Jeg var til en konference i Bergen og endte ad omveje med at sidde på en restaurant og spise frokost med en flok prominente amerikanske og britiske journalister. Selv var jeg stadig studerende og meget benovet over at befinde mig i selskab med det, jeg opfattede som ekstremt vigtige mennesker.
En britisk journalist og jeg opdagede hurtigt, at vi begge var interesserede i skønlitteratur, og jeg fik sagt, at jeg snart skulle skrive mit speciale. Han spurgte, hvad jeg ville skrive om, og jeg svarede:
